Internettet er krumtappen i en helt ny rekrutterings-strategi i Frederiksborg Amt. Grundideen handler om, at man ved at udnytte de forskellige mediers fordele kan profilere amtet stærkere som arbejdsplads gennem en anderledes jobannoncering.
– Hidtil har vores jobannoncer i de trykte medier været præget af meget tekst og et layout, der ikke skiller sig ud i forhold til andre annoncer inden for det offentlige. De nye annoncer skal være mere kortere, mere iøjnefaldende og modtagerorienterede. Fidusen ved internettet er for os, at vi kan rykke en del af de informationer, som ellers har stået i de trykte annoncer, over på nettet. Internettet rummer fakta, mens annoncerne skal skabe opmærksomhed, og hvor vi gennem farver, fotos og mindre tekst vil søge bedre at skildre amtet som den spændende og veldrevede arbejdsplads, den er, siger Lisbet Tuxen, der er projekt-koordinator på hele omstillingen af amtets
job-kommunikation.
I den nye strategi vil alle ledige stillinger i Amtet blive lagt på Amtets hjemmeside samt i basen Offentlige stillinger, der administreres af ProMedia. Her kan man hente al relevant information, og derfor er det ikke nødvendigt at bruge pladsen på tekst. Desuden kan man bedre slå flere stillinger sammen i samme annonce.
Lisbet Tuxen forventer at mængden af millimeter, der bliver indrykket, vil falde. Til gengæld skal der bruges mere på fotos, farver og produktion, og derfor er budgettet fastholdt.
Alle øvrige job-baser på nettet er sidestillet med alle øvrige medier, og vil blive valgt ud fra en vurdering af det konkrete behov – nøjagtig som man vil overveje, om man vil bruge et eller flere fagblade samt et eller flere dagblade. Lisbet Tuxen kan desuden godt forestille sig, at det nye koncept vil føre til en ændret fordeling mellem medierne.
– Jeg opfordrer i hvert fald til at man bruger medierne mere kritisk, siger Lisbet Tuxen.

RATIONEL INDRYKNING
De nye annoncer er designet af Bysted Hovedkvarteret og vil blive produceret og formidlet gennem ProMedia. Konceptet havde premiere midt i januar gennem annoncer for Frederiksborg Amts Sundhedsvæsen. Forud lå et omfattende forarbejde, idet Amtet består af et bredt spektrum af arbejdsplads-typer og stillinger. Et nyt annoncedesign skulle tilpasses de vidt forskellige behov. Men selv når det er sket, er arbejdet langt fra færdigt.
– Problemet i forbindelse med jobannoncering har reelt ikke været at udvikle et nyt lay-out. Det store arbejde har ligget i at få organiseret indrykningen mere enkelt og rationelt. Det nemmeste ville være at have en central HR-afdeling, der stod for alt med rekruttering. Men amtet er meget decentralt i sit væsen, så derfor ligger ansvaret ude på de enkelte afdelinger.
– Derfor har jeg i stedet fået udpeget en annonceansvarlig på alle afdelinger/institutioner (ca. 200 personer). De får så adgang til et indrykningssystem på nettet. Det praktiske omkring layout og indrykning tager ProMedia sig af. Det, at vi nu har navn på de ansvarlige, betyder, at vi målrettet kan uddanne folk til at skrive bedre annoncetekster, og det vil vi så gøre løbende, siger Lisbet Tuxen.
Hun beskriver det som et fortsat meget stort projekt, at få så mange amtslige afdelinger og mennesker til at forstå at anvende det nye koncept. Budgettet er delt ud på alle afdelinger, men er som nævnt fastholdt på niveau med sidste år. Dog erkender Lisbet Tuxen, at man risikerer, at det bliver overskredet i den første tid.
– Indtil alle har lært at bruge systemet rigtigt kan vi godt risikere, at de kommer til at bruge for meget, og derfor skal vi også følge op på, hvordan det går, allerede efter et par måneder. Men det at budgettet er delt ud på afdelingerne betyder, at de oplever, hvor dyrt det er, og dette kan forhåbentlig have en pædagogisk effekt, siger Lisbet Tuxen.
Direktør Henrik Egeberg, ProMedia, tror, at Frederiksborg Amts initiativ kan sætte gang i tankerne mange andre steder i det offentlige.
– Det er første gang, at en offentlig myndighed tager de samme virkemidler som de private virksomheder i anvendelse i rekrutteringen, og derfor bliver det spændende at se, hvor meget mere, det giver, siger Henrik Egeberg.