Regnskabsåret 2007/2008 bød for Advance på en række nye kunder og investering i nye forretningsområder, herunder online-bureauet Wasabi.
Bureauet kunne for året som helhed notere sig en fremgang i bruttoindtægterne på knap to en halv millioner kroner til i alt 53,351 millioner.
Resultatet før skat landede på 7,414 millioner, og det er ”absolut godkendt” ifølge adm. direktør Jens Krog, men det er dog godt to millioner mindre end sidste år, hvor bureauet kunne præstere et før-skat-resultat på 9,282 millioner.
Den forskel skyldes ifølge adm. direktør Jens Krog primært, at bureauet i løbet af perioden har udvidet medarbejderstaben fra 46 til 52.
– Jeg er godt tilfreds med årets resultat. Vi har udvidet vores forretning, sat nye ting i søen og også hentet nye kunder ind, så jeg synes, det ser godt ud, siger Jens Krog.
Blandt nye større kunder er Arbejdernes Landsbank samt Hempel og Riemann. Også efter regnskabsårets afslutning i september er der kommet nye opgaver til, idet Advance har vundet budgettet for Arlas kakaomælk, Mathilde.
I forvejen arbejder bureauet med Arlas Cultura brand, der har været hos bureauet siden 2003.
Krise – tja
Trods optimismen kan Jens Krog dog godt nikke genkendende til krisetegn hos kunderne.
– Der er en langt større usikkerhed hos vores kunder. I de virksomheder, der er berørt af krisen, bliver projekter udskudt eller aflyst. Men vi oplever også fortsat, at der hos en del kunder er lyst til at sætte nye ting i gang. For os betyder det, at vi er i tæt dialog med vores kunder, og vi har samtidig sat yderligere turbo på at skaffe nye kunder, så vi kan være godt polstrede, siger han.
Og hvordan kommer jeres eget 2008/2009 til at se ud?
– Ja, hvis du havde spurgt mig for et halvt år siden, så havde jeg nok sagt, at vi bestemt ventede fortsat vækst. Men i dag vil jeg nok være lidt mere forsigtig, så mit bud lyder, at vi lander på niveau med i år, siger Jens Krog.
Advance er etableret i 1989 og er i dag et af landets største danskejede bureauer.