Mediekonvergensen i Danmark holdt for alvor flyttedag, da TV 2, Egmont og Tele Danmark Internet for godt en måned siden offentliggjorde en opsigtsvækkende alliance om at levere tv via internet. Udover at forsøge sig med at levere indhold via nettet, vil de tre parter også bruge alliancen til at afprøve indtægtstrømme og betalingsmodeller på internettet. Hidtil har internetbrugere fået indhold gratis og betalt dyrt for trafikken, men med aftalen viser de tre parter, at der hersker en forståelse mellem leverandører og distributører af indhold om nødvendigheden af at dele indtægter og udgifter.
– I stedet for bare at lave web-tv vil vi undersøge, hvilken form for tv man med succes kan lave på internettet. Hvilke kriterier er vigtige for at opnå succes? Man skal nemlig ikke bare lægge fjernsyn ud på nettet, siger Christina Lage Hansen, direktør hos TV 2 i et interview med Markedsføring om tankerne bag samarbejdet, der umiddelbart er tænkt som et pilotprojekt.
– Det smarte ved internettet er, at man kan forskyde programmerne. Derfor er der på nettet mange eksempler på andre og nye typer programmer, abonnementer og pay pr view-løsninger, siger Christina Lage Hansen, der understreger, at de tre parter ikke laver samarbejdet uden at have en tro på, at det kan blive en god ide på længere sigt. Derfor er hun sikker på, at hver af de tre aftaleparter kommer til at gøre en del overvejelser i det kommende år.
– Egmont har udtalt sig lidt blødere end vi fx har og de ser det som et rent pilotprojekt og vil ikke allerede nu skabe en forventning om noget mere. Men både vi og TeleDanmark ser projektet som noget, der skal forlænges, siger hun.
Hvad er tidshorisonten for projektet?- Vi har givet os dette år til at prøve det igennem. Om cirka et års tid vil man se hvad det her fører til og hvad det mere langsigtet kan resultere i. Men selve pilotprojektet skal ligge færdig efter sommeren.
Der er ikke kommet meget information ud om hvad indholdet af samarbejdet skulle udmynde i. Kan du komme give nogle eksempler på, hvad det kunne være?- På skitseplan er der tre dele. Den første del er mere Egmonts bord og handler om at levere film “on demand“. Desuden er der en plan om at sende nyheder via nettet og endelig er der de andre typer tv-programmer, som ikke er udpeget endnu. De spørgsmål vi stiller os i arbejdet med programmerne er hvad der kunne være relevant at tidsforskyde samt hvilke interaktive tillægsmuligheder der er mulighed for at lave. Viser projektet sig at blive en succes kan der måske skabes nogle nichekanaler. På internettet er antallet af kanaler ubegrænset i modsætning til tv. Men planerne om nichekanaler er fase to og vil selvfølgelig kræve nogle større investeringer. Første del er film, nyheder og de relevante programmer.
HVEM SKAL NU BETALE…
Hvor skal pengene komme til alt det her?- De næste måneder skal bruges til at finde ud af, hvor pengene skal findes. Ideen med projektet er at finde ud af, hvilke ydelser det er muligt at forlange penge for. Vi har en dansk tradition for, at det tager lang tid at vænne folk til at betale for noget, de har fået gratis. Internettet er gratis, men erfaringer fra udlandet viser, at hvis indholdet er interessant nok, så er brugerne der også.
Er aftalen også et brud med de hidtidige principper om, at medievirksomheder leverer indholdet gratis, mens distributørerne tjener store penge på trafikken?- Det er ikke en drivkraft i sig selv, men mere en følgevirkning. Der sker mange ting på mediemarkedet i øjeblikket mellem televirksomhederne, indholdsleverandørerne og boardcasterne. Grænserne er ved at blive brudt op. Fusionen mellem AOL og Time Warner er det mest markante eksempel på det. Når vi tre store parter går sammen er det for at finde ud af, hvordan vi skal positionere os for at blive i markedet. Der er mange ting, man ikke kan analysere sig frem til, men som du er nødt til at afprøve for at få erfaringen.
Er alliancen skabt på grund af en frygt for at miste jeres position som markedsledere på salget af tv-reklame?- Alliancen er ikke skabt i en frygt for at blive løbet over ende af nogle større kanaler. Den er indholdsdrevet. Men fordi vi er markedsledere, skal vi løbende evaluere, hvad vi gør og hvordan vores situation er i markedet. Der vil altid være et behov for at reklamere. Fravalget af reklame vil aldrig være 100 procent selvom tv bliver sendt digitalt eller via internettet. Muligheden for at fravælge reklamerne bliver skabt med interaktiviteten, men den giver også en anden mulighed nemlig at komme i direkte kontakt med mennesker. Den udvikling giver samtidig mulighed for mange nye salgsformer. Med web-tv-projektet er vi en del af den udvikling, siger Christina Lage Hansen.
DEN NYE ALLIANCE
TV 2, Egmont og TDC Internet går sammen i et storstilet forsøg om at skabe en ny internetbaseret tv-station og en ny tv-teknologi, der skal revolutionere danskernes tv-vaner.
Teknologien vil indenfor kun et par års sigt omfatte samtlige danske husstande i takt med, at de får adgang til bredbånd. Alliancen skal løse det grundlæggende problem, at det endnu ikke er lykkedes for medieselskaber at skabe holdbare indtjeningskilder på nettet. Samtidig vil de tre spillere sammen skabe helt nye medieprodukter. I praksis omfatter alliancen i første omgang gennemførelsen af et forsøg med en on-demand tv-station på internettet.