Om tre måneder mødes verdens kreative elite til VM i reklame – Cannes Lions – og ganske som de foregående år er der allerede nu fuld gang i den kreative konkurrence for studerende: Future Lions.

Future Lions-konkurrencen er opfundet og drevet af reklamebureauet AKQA – i øvrigt mens danske Lars Bastholm var CEO på bureauet – og konkurrencen bliver større og større år for år. Sidste år blev der indsendt over 1.700 arbejder fra studerende over hele verden, og også den danske interesse er stigende.

Det er ganske vist ikke hvert år, der tales dansk på scenen, når de eftertragtede vindertrofæer – de små gule gummiløver – uddeles, men både sidste år og forrige år var der grund til at glæde sig, set med rødhvide briller.

Sidste år vandt danske Mathias Trads, som dengang gik på den britiske kreative skole School of Communication Arts 2.0, således sammen med sin makker, svenske Adam Radi, en gummi-løve for deres arbejde ”Passion is Power” for IBM.

En enkel og genial idé, der ved hjælp af Vibrational Energy Sheets konverterer fodboldfans’ energiske hop og jubel til reel energi, som leveres til Rios fattige byområder, de såkaldte favelas. Meget apropos i et år, hvor World Cup løb af stablen i Brasilien.

Og i 2013 var det danske Caroline Escobar, der dengang gik på Miami Ad School i Hamborg, som sammen med sin makker Alejandro Ladeveze vandt en fremtids-løve for projektet ”Keep-It” – en snedig app, som en gang for alle skiller os af med de evigt irriterende småpenge i lommerne – uden at skille os af med dem.

Ellers skal vi tilbage til 2010 for at finde danske vindere i Future Lions-konkurrencen, men så var der til gengæld også hele tre af dem.

Det skete da Nicolai Villads og Peter Ammentorp fra DJMX Kreativ Kommunikation vandt for deres bidrag ”A Penquins Tale”, og Thomas Ilum (sammen med Vera Karpova) vandt for ”Change for Change”.

Fra fem år til tre

Nu er dette års Future Lions-konkurrence skudt i gang, og i år er der skak-tema på programmet under taglinen ”Make Your Move”.

Og briefen er lige så enkel, som den plejer at være, i år dog med en lille ændring:

– Reklamér for et produkt eller en service fra et globalt brand på en måde, der ikke havde været mulig for tre år siden – til en målgruppe efter eget valg.

Ordlyden plejer at være ”for fem år siden”, men som det hedder på Future Lions hjemmeside: In terms of innovation, five years is now a lifetime. The world is always evolving and we need to follow suit. We expect our tremendous applicant pool to be able to do the same.

De fem teams, der vinder konkurrencen, får fri adgang til dette års Cannes Lions-festival, og deres vinderprojekter præsenteres på scenen i Debussy Teatret ved Palais des Festivals onsdag den 24. juni. 

Her får vindernes også overrakt trofæet, der i anledning af 10-året for konkurrencen vil være en særlig jubilæums-gummiløve, som AKQA har designet.

Der uddeles hvert år også en School of the Year-pris til den kreative skole, der har fået flest studerende i finalerunden ved Future Lions – en pris, der sidste år gik til Berghs School of Communication i Stockholm.

Der er frist for indsendelser til dette års konkurrence den 15. april – og du kan læse mere om Future Lions-konkurrencen på fremtidsløvernes egen hjemmeside, og på løvernes Facebook-side.