Danish Internet Awards 2013 er delt ud, og de danske marketingprofessionelle er enten på vej i baren eller på vej hjem fra årets digitale awardshow.
Markedsføring har haft fat i juryformand Kim Jong Andersen for at høre lidt om årets tendenser, og begejstringen for årets vindere formår han ikke at skjule.
– Overordnet set man sige, at vi fik belønnet de oplagte arbejder, men vi fik også introduceret nye og måske mere overraskende vindere, siger han.
Det kom således næppe som det store chok for ret mange, at Only og UncleGrey indtog scenen Big Time i DIA, da The Liberation-kampagnen har gået sin sejrsgang internationalt og ikke mindst i Cannes sidste sommer.
Det er ifølge Kim Jong Andersen et udtryk for, at DIA kan være et udstillingsvindue for de bedste, danske bidrag.
– Det lever op til vores ambition om at kunne præsentere arbejde i høj international klasse. Derfor er det også en fornøjelse i år at opleve Hello Monday få sit gennembrud i denne sammenhæng, eftersom de har været et af de mest internationalt prisvindende, danske, digitalbureauer i en årrække, siger han.
Velkommen til nye vindere
Derudover mener han, at det glædeligt, at flere andre nye vinder-debutanter kom på scenen til årets DIA, såsom Hello Group og Creuna.
– Dels giver det endnu mere dynamik og spænding til DIA, at der er flere, der blander sig i kampen om at ligge forrest i feltet. Dels er det et tegn på, at den digitale del af branchen nu for alvor er parat til at melde sig på banen – og det tror jeg, kommer til at gøre alle bureauerne skarpere i den daglige konkurrence om at præstere bedst, siger Kim Jong Andersen.
Det handler nemlig om at få præmieret arbejder i nogle nye kategorier, hvor der ikke alene er fokus på det kreative og tekniske niveau, men i høj grad også på den forretningsmæssige dimension, mener han.
– At vi fx kunne åbne for nye porte her i år med Vestas og Creunas stærke bidrag til anvendelsen af Big Data lover rigtig godt for fremtiden. Jeg er overbevist om, at det bl.a. er i dette krydsfelt vi kommer til at opleve en markant stigning af nyskabende løsninger, siger han og sammenfatter: ”Jeg er i mit andet år som juryformand utrolig glad for, at vi med det nye DIA-koncept nu for alvor har bevist, at vi er i stand til at samle hele branchen, både digitale bureauer, reklamebureauer og mediabureauer. Og at resultaterne og de mangeartede vindere tydeligt demonstrerer, at de gode idéer kan komme flere steder fra, hvilket til syvende og sidst må komme annoncørerne til gode.”