Københavns Lufthavn i Kastrup har spredt de kreative vinger ud og giver nu mere luft til kreative indslag på reklamer under forskellige former rundt i lufthavnen. Den mest opsigtsvækkende nyhed er nok, at der nu bliver mulighed for at pynte op på de triste og lettere deprimerende tunneler – gatebridges – det sidste stykke fra afgangshallen ud til flyet. Det sidste indtryk af good old Denmark på vej til det store udland efter et sædvanligvis hyggeligt ophold i en af verdens flotteste lufthavne.
Det er AFA Trafik Reklame i Århus, der har fået blandt andet denne nye mulighed.
– En anden ny mulighed i lufthavnen bliver reklamer på de store P-husgavle på op til 400 kvadratmeter. fortæller Susanne Hjortshøj fra AFA, der har ansvaret for lufthavnsreklamen. Hun fortsætter: – Disse kæmpepladser forventer vi at sælge omkring en måned i forbindelse med særlige begivenheder i København. Lufthavnen i Kastrup er et arkitektonisk mesterværk. Det bliver bestemt ikke spoleret af nogle farverige reklamer.
Som den tredje nye mulighed har lufthavnsledelsen sagt þtake offþ til forskellige former for events i afgangshallerne. Den første vil blive i ugerne 12 – 13 og 14, hvor lufthavnen trækker i golfuniformen. Sammen med leverandører af golfudstyr arrangerer AFA en event, der vil afspejle det gode golfmiljø. Hen ad vejen kan man forestille sig talrige andre events.
Netop Københavns Lufthavn i Kastrup er en stærk placering. Ikke mindst overfor business-segmentet. Af de 18.1 millioner passagerer, som sidste år kom igennem lufthavnen, repræsenterede erhvervslivet 68 procent. Men det er også en god placering, hvis man vil møde det åbne og impulsive sind. Privatmennesker på vej på ferie er også en gruppe, der er modtagelig for reklamebudskaber.