I april måned giver Business Software Alliance (BSA), virksomheder i Norden frit lejde i en måned til at bringe orden i licensforholdene for deres software. Omkring 30.000 virksomheder vil blive kontaktet i “Borgfredskampagnen” – den første nordiske BSA kampagne og indtil nu den mest omfattende kampagne BSA har gennemført.
BSA er en international organisation, der arbejder mod illegal brug af software. IT cheferne i cirka 30.000 skandinaviske virksomheder vil i denne uge blive opfordret til at gennemføre en undersøgelse af virksomhedens software og efterfølgende korrigere evt. uregelmæssigheder i licensforholdene. Virksomhederne behøver ikke indsende resultatet af deres undersøgelse til BSA. Men BSA vil i en periode på 30 dage ikke tage retsskridt, hvis organisationen modtager information om, at en virksomhed anvender edb-programmer uden licens, forudsat at virksomheden har tilmeldt sig BSA’s kampagne på www.bsa.org/denmark eller via BSA’s informationslinie. BSA tilbyder endvidere information og svar på spørgsmål omkring softwarelicenser.
“Det er på høje tid at starte en debat omkring copyright og hvordan man respekterer kreativt arbejde, hvis Danmark skal blive den ledende IT nation, som statsministeren har udtrykt ønske om”, siger Niels Appel formand for BSA Danmark. En debat er nødvendig for at påvirke synet på, hvad der er rigtigt og forkert og dermed hvilke moralnormer, vi danskere gerne vil have er gældende for de kommende generationer.
Ifølge en uafhængig analyse udført af IPR, et uafhængigt analyseinstitut, bliver knap 1/3 af al software i den private og offentlige sektor brugt uden licenser. BSA finder dette påfaldende for en potentielt ledende IT nation som Danmark.
Gennem de seneste år har en række danske slutbrugere betalt erstatning til BSA som følge af illegal brug af software.
pr