Den dramatiske økonomiske krise i Grækenland får nu flere eksperter til at frygte et egentlig europæisk økonomisk kollaps. Danske Banks aktiestrateg Morten Kongshaug forudser, at krisen i Grækenland kan blive startskuddet til en ny europæisk kreditkrise og et såkaldt double dip, som er to vækstnedture lige efter hinanden.
– Det her er en eskalering af den græske syge, som er næsten uforudsigelig. Jeg tror, vi stadig kan nå det, men vi skal se handling nu, ellers spreder det sig til en kreditkrise, og så har vi double dip igen i Europa, siger Morten Kongshaug.
Chefstrateg i den svenske bank SEB, Thomas Thygesen, er enig:
– Hvis det her fortsætter, så vil der være tale om en tilstrækkelig stor ulykke til, at det vil kunne afspore de vækstsignaler, som har været undervejs i euroområdet, siger han.
Børsen side 20-21 & 24-25.