En million danskere har i en radioreklame for Langelandsfestivalen hørt treårige Noah kalde sin langemand for en fuck-finger. Og i weekenden løb Noahs far, Lars Jul, som har produceret spottet, så med prisen som ”Årets Radioreklame” ved Prix Radio 2012.
Prisen er en del af Radiodays-konferencen, der arrangeres af DR, SBS Radio, Radio24syv og Danske Medier.
Om den uartige finger sagde juryen: ”Årets vinder er en gennemtænkt og original produktion med enkelte virkemidler og masser af humor. En reklame der bringer smilet frem og samtidig brænder sig fast.”
Reklamen er produceret af Mount Belzoni Production, som ejes af Lars Jul.
– Idéen til vinderspottet kom en dag, da min dengang treårige søn Noah ved et tilfælde kom til at kalde sin langemand for en fuck-finger, siger den 41-årige producer.
Han holder til i Rønde nord for Aarhus, hvor han fra sit lydstudie i baghaven og med sine to børn Noah og Filippa bag mikrofonen, producerede det 30 sekunder lange, nu prisvindende, spot.
På Langelandsfestivalen fik publikum i øvrigt sat ansigt på de to frække børnestemmer fra reklamen, da festivalkonferencier Bubber inviterede de to børn – som også skal medvirke i festivalens kommende tv-spot – op på den store festivalscene.
Lars Jul er som regel både er idémand, tekstforfatter og producer på sine radioreklamer, som han foreløbig har lavet flere tusinde af til firmaer som blandt andre Magasin, Expert og Toys’R’us.
Du kan høre radioreklamen herunder.