“Du er for langt ude“, råbte jeg og smed kampagnen over i hjørnet af kontoret. Ha! der kunne den ligge til den fortrød sine fejl og lærte at opføre sig ordentligt overfor kunden. “Ellers får I aldrig lov at se virkelighedens lys og sælge en masse varer,“ formanede jeg de mislykkede pap.
Men langt borte i min skuffede hjerne sad en lille krabat og gnavede med sine tvivl. Det var jo ikke kampagnen, der var noget i vejen med. Tværtimod. Det var en fed kampagne. Guldkornene ville komme væltende som lokker fra Ludvigsens hårrødder. Men kunden havde forkastet den. Og det var der jo ligesom ikke andet at gøre ved end at sende den i skammekrogen og glemme alt om shortlister. Eller var der? Jeg kom i tanke om drengene fra det engelske bureau Butterfield Day. Dem, der har lavet den Harley Davidson reklame, som opfordrer folk til at foretage sig “total irresponsible things“, så de kan få penge til en Harley. En fed reklame, som blev forkastet af kunden – Harley Davidson. Men i stedet for at lade reklamen samle støv i et hjørne, vadede de kreative ned til den lokale motorcykelforhandler: “Hvis vi producerer den film, vil du så indrykke den? Bare en enkelt gang?“ Det ville han, og siden har reklamen vundet flere priser end en klon af Juul og håndboldpigerne. (At forhandleren fik frataget sin licens og vistnok gik fallit, er en anden historie).
Såådan, tænkte jeg, mens jeg resolut hev kampagnen op fra gulvet og begav mig af sted ned af trappen for at finde en frisør eller et solcenter, som ville sætte sit navn under. Så mig og min ADer ku score nogle hurtige point på måltavlen. Men på vej ud af døren mærkede jeg indvendingerne vride armene om på mig.
Den første sagde: Er det virkelig den slags reklame, som bør belønnes ved prisuddelinger som Guldkorn? Reklamer der kun er lavet for at underholde os selv. Eller er det snarere reklamer, som er lavet for at sælge varer? Og dermed kræver en kunde og et budget?
Den næste sagde: Du har fået priser på hjernen. De er en svulst, der bare vokser og vokser. Priser for prisernes egen skyld. Det er ikke sundt. Fortsætter det, er der til sidst kun en måde at fjerne den på. En kold kniv for enden af en grøn kittel. Den tredje sagde: Hvis du gør det, handler det jo ikke længere om at løse en kundes problemstillinger. Det handler kun om at promovere dig selv.
Så gik min selvopfattelse i sort. Jeg sank og sank. Lige ned i Big Brother huset. Til mennesker, for hvem det var vigtigere at være på end at være noget. At være kendt uden at være anerkendt. Det gav mig bange anelser, våde armhuler og dårlig smag i munden. Så jeg slap pappene, lod shortliste være shortliste og lovede mig selv, at jeg hellere ville stikke hovedet ind i TV-avisen og blive ramt at en kugle fra Vestbredden end sende noget ind til Guldkorn, som kun var lavet for udstille mig selv.