For få uger siden lancerede Rovio – det finske selskab bag monstersucces-spillet Angry Birds – den første webversion af spillet i samarbejde med Google Chrome.
Og nu kan virksomhedens marketingdirektør Peter Vesterbacka, hvis officielle jobtitel i øvrigt er ”Mighty Eagle”, bekræfte, at der i løbet af få måneder også kommer en Facebook-version.
– Vi er i forhandlinger med Facebook, og vi forventer, at vores social game-version vil være live på Facebook inden for de kommende tre måneder, siger han til The Telegraph.
Han siger videre til avisen, at Facebook-udgaven af Angry Birds, ligesom spilgiganten Zyngas ustyrligt populære Facebook-spil, Farmville, bliver gratis at downloade på sitet, men at brugerne også kan vælge at betale for ”extras”. Og at indtægterne fra salg af disse ”extras” vil blive delt mellem parterne. Altså Rovio og Facebook.
Marketingdirektøren har ikke ønsket at afsløre flere detaljer om spillet, men siger dog at Rovio fremadrettet ser nettet som den vigtigste platform, og at brugerne kan forvente mere nyt på den front i løbet af året.
Ifølge The Telegraph er spillet downloadet til smartphones over 200 millioner gange indtil nu.