Rådgivningsselskaber oplever hektisk aktivitet med køb og salg af virksomheder. Der ventes flere handler i 2011, og det er både udenlandske opkøb her og danske opkøb i udlandet.
–Der er godt gang i gryderne.
Ligegyldigt hvor man spørger i branchen for virksomhedshandler, så synes optimismen i den grad at blomstre. Der ventes stigende aktivitet resten af året, og dermed ligner 2011 det bedste år for virksomhedshandler siden 2007.
–Vi synes, at der har været rigtig godt gang i aktiviteten i år. Det skyldes især en kombination af kapitalfonde, der sælger ud, og industrielle spillere, der er klar til at købe op igen efter krisen. Der er ingen tvivl om, at markedet er opadgående. Vi ser en støt stigende trend resten af året, siger Jakob Fogt, partner i Ernst & Youngs afdeling for virksomhedshandler.
–Lige nu er vi med i processerne omkring 10-15 handler, hvor der kan ske noget inden for kortere tid, og dertil kommer en del mulige handler lidt længere ude i pipelinen, tilføjer han.