”Vestas er dansk og skal forblive et dansk selskab noteret på den danske børs. Det er min ambition, og det er virksomhedens strategi. Det er vigtigt for Vestas og også vigtigt for Danmark.”
Sådan lyder det fra den nye Vestas-formand, svenskeren Bert Nordberg, i Berlingske.
Dermed skærer han igennem måneders spekulation om et salg af verdens største vindmøllevirksomhed til udlandet.
I et eksklusivt interview med Berlingske Business lægger Vestas-formanden dog op til en markant strategiændring.
Bort fra egen global produktion over til et samarbejde med andre i branchen. Omkostningerne skal ned, og kapaciteten skal tilpasses de barske tider i 2013 for alle verdens vindmøllevirksomheder. Men i stedet for at fyre medarbejdere i bundter, som Vestas har gjort ad flere omgange det seneste år, skal der indgås langsigtede samarbejdsaftaler. Eksempelvis ved at to eller flere vindmøllevirksomheder deles om den samme fabrik for tårne. Hvem Vestas forhandler med, vil Bert Nordberg dog ikke oplyse om.
Berlingske