Den traditionelle skoleturnering arrangeret af Ekstra Bladet har efterhånden 45 år på bagen, men det gør den ikke mindre populær. 1.764 hold er tilmeldt og aldrig har så mange pigehold deltaget. Alt i alt er fordelingen 1009 drengehold og 755 pigehold. De første kampe i skolefodboldturneringen spilles i dag, og der afsluttes med finaler i Parken i København 16. november. Skolebørn i alderen 12-15 år deltager, bakket godt op af deres lærere og forældre.
Udover den store opbakning fra skolerne øjner adskillige sponsorer også chancen for at profilere sig over for ungdommen. Der meldes således alt udsolgt på sponsorsiden, der omfatter E.ON Danmark som hovedsponsor og medsponsorerne Ph Industries/Pink Industries, Ota Solgryn, Coca-Cola, TV2 Sporten og Hummel
Turneringen er kendt for at styrke sundhed, sammenhold og børn og unges trivsel generelt. Den er med 45 år på bagen en institution i dansk fodbold. Danske fodboldstjerner som Michael Laudrup, Brian Laudrup, Peter Schmeichel, Ebbe Sand og Jon Dahl Tomasson har alle deltaget i skolefodboldturneringen. MSOL