Hvis man nu var verdens største online community med over en milliard medlemmer, og hvis man nu var den virksomhed, der for alvor har knækket de sociale mediers kode og sparket traditionel massekommunikation til hjørnespark, og hvis man nu var den virksomhed, som for alvor har gjort os alle til medier og åbnet dørene for en helt ny type peer-to-peer baseret markedsføring.
Hvis man nu var denne virksomhed, hvordan ville man så fejre sit medlem nummer en milliard?
For hulen da ikke ved at lave en usammenhængende, søgt, etnocentrisk, pladdersentimental og fortænkt massekommunikerende branding-reklamefilm? Eller hvad?
Når man har set Facebooks nye (og første) reklamefilm, kan man ikke undgå at overveje, om alle børsintroduktionsmilliarderne har forstyrret Zuckerberg og Co’s sunde dømmekraft.