I dag bliver teleselskabet Fullrate også mobilselskab. Og for at gøre opmærksom på det, sender det TDC-ejede selskab et brev ud til de 43.000 af selskabets bredbåndskunder, der også har fastnettelefon hos Fullrate.
I brevet ligger et SIM-kort parat til at putte i mobiltelefonen. Med få klik på hjemmesiden kan man være på mobilnettet, og de nye kunder får som bonus en måneds fri tale og fri data resten af året.
En omfattende DM-satsning, er det ikke?
– Det er nyt for os at køre dialogkampagner i den her målestok, og så vidt vi ved, har et mobilselskab ikke tidligere sendt gratis SIM-kort ud til de potentielle kunder, siger Christian Rau, marketingdirektør hos Fullrate A/S.
Fullrates mobiltilbud ligger i det attraktive lavprissegmentet, og det meste af kundebetjeningen sker online gennem ”Mit Fullrate” på
Fullrate.dk. Derfor er det også her, kunderne tilmelder sig med en kode i brevet, der matcher det SIM-kort, der følger med.
Hvorfor ikke en bredere kampagne?
– En typisk Fullrate-kunde har flere mobiltelefoner i hjemmet, og derfor er det naturligt for os at kigge på dem først i stedet for at gå ud med en bred kampagne, fortsætter Christian Rau.
Fullrate mener selv, at selskabet har endnu et marketing-es gemt i ærmet. Fullrates kant i forhold til de øvrige lavprisselskaber er nemlig en unik mulighed for at tale gratis mellem alle telefoner i selskabets net. Altså også mellem fastnet og mobil. Det tilbyder ingen andre selskaber i dag.
– Vi kan se, at kunderne har mange opkald mellem fastnet og mobil og især til deres eget mobilnummer. Derfor tilbyder vi alle kunder gratis opkald på kryds og tværs af Fullrates net. Det tilbud er vi de eneste i Danmark, der har, og vi anslår, at den service kan spare den typiske kunde op til 20 pct. på mobilregningen om måneden, så vi er ret sikre på, at få en del kunder hurtigt over til os, uddyber marketingdirektøren.
Først efter SIM-kort-kampagnen har kørt, tager Fullrate stilling til, hvilke yderligere markedsføringstiltag, man vil sætte i gang. Blandt andet er små virksomheder interessante, fordi de også har mange opkald mellem det faste telefonnummer og medarbejderne i marken.