Det jyske webbureau 727 online, der af Børsen i 2009 blev kåret som Gazelle-virksomhed, fusionerer med det århusianske webbureau UpSite.
– Vores grundtanke bag denne fusion er at kunne levere endnu højere kvalitet til vores kunder. Med 20 medarbejdere er der skabt en solid platform for at blive et af Danmarks bedste webbureauer, og sammen med vores søsterselskaber i 727 bliver vi efter vores mening det bedste bud på fremtidens markedsføringspartner for ambitiøse danske virksomheder, siger administrerende direktør Lars Henrik Larsen.
Han skal sammen med kontaktdirektør Jan Overgaard varetage den daglige ledelse i 727 online.
Ejerne af 727, Tom Elert og Flemming Kok betragter fusionen som en naturlig udvikling, da man i virksomheden har oplevet en stigende efterspørgsel på solide webløsninger.
– Udviklingen betyder flere medier, flere platforme og større dybde, og det betyder, at vi skal have flere kompetencer for at kunne levere bedre løsninger med større effekt. For os er det afgørende, at vores kunder i kraft af den nye fusion oplever, at vi som gruppe kan levere endnu flere faglige indspark og har endnu flere kompetente ressourcer til rådighed, når fremtidens kommunikation skal købes ind, lyder det fra indehaverne.
Den fusionerede virksomhed fortsætter under navnet 727 online, og kommer til at beskæftige i alt 20 medarbejdere, der servicerer over 100 virksomheder i både Jylland, på Fyn og i København, og hertil kommer et stigende antal udenlandske kunder.
Reklamevirksomheden 727, der efter fusionen tæller 50 medarbejdere fordelt på afdelingerne communication, photo, research og online, har hovedkvarter i Stilling ved Skanderborg.