– Der er ikke plads til mere end et par jobdatabaser, som også er nødt til at satse på forskellige nicher. Derfor kommer der til at ske fusioner mellem de forskellige jobsites. Det vurderer Kaare Danielsen, direktør for JobIndeks. Han tror dog ikke der vil ske noget de næste par år, men ti år frem.
Antallet af udgifter til jobannoncer via nettet bliver fordoblet hvert år. Vi vil første mærke, at der sker noget, når den primære markedsplads skifter fra avisen til nettet. Der er en tendens til at overvurdere udviklingen de næste to år, men undervurdere de omvæltninger som vil ske om ti år.
En af de store jobbaser er StepStone, der for fem måneder siden skiftede navn fra JobShop og investerede 700 mio. kr. i markedsføring og ekspansion. Målet er at blive den ledende jobportal herhjemme og i Europa. I 1996 gik firmaet ind og købte de største jobudbydere i Sverige og Norge. StepStones direktør Anders Fritz Carlsen, er ikke i tvivl om, at aviserne vil komme til at miste deres status som markedsførere.
– Som jobportal har vi en dialog med både kunden og brugerne. Vi går simpelthen nogle skridt længere, når der skal stiftes en forbindelse mellem de to led. Vi kan allerede nu mærke en holdningsændring blandt mange store firmaer, hvor flere er begyndt at bruge internettet. Han nævner firmaet Toms som supplerede deres annoncer i dagblade med at bruge internettet og på den måde sparede 80.000 kroner i en kampagne. Beløbet er udregnet ved, at enkelte annoncer kun figurerer på internettet.
Hos Toms bruger man mange forskellige jobsites som eks. StepStone og JobAvisen, men man bruger også Toms egen hjemmeside.
– Det har været en succes, selvom vi ikke har lavet forskellige annoncerne, så vi med 100 procents sikkerhed kan fastslå, hvor kandidaterne har set annoncen, siger Birgitte Carstens, personalekonsulent hos Toms.
Hun understreger, at Toms i fremtiden vil fortsætte med internet-annoncering i rekrutteringen, men det vil blive suppleret med avisannoncer, teasere i dagblade samt evt. profilannoncer.

www.jobzonen.dk