Kan minus og minus give plus?
Sådan lød det skeptiske spørgsmål i fjor, da Herning-bureauet Happy Advertising fusionerede med IB&Co i Ikast.
Det kan det fusionerede bureau – som fik navnet Happy & Co – nu svare ja til efter det første fælles-år. For på trods af dårlige resultater for begge bureauer i deres sidste år som ”singler”, lyder resultatet efter de første 12 måneder som fusionsselskab på et overskud efter fusionsomkostninger på 1,6 millioner kroner.
I samme periode havnede bruttoavancen tæt på de 25 millioner, hvilket bringer Happy & Co op i Top 10 over danske kommunikationsbureauer.
– Ved at samle vores kompetencer har vi skabt et bredt funderet bureau, der servicerer kunderne med både analyse, strategi, koncept- og kampagneudvikling og produktion. På den måde får både store og små kunder adgang til en masse kompetencer – og ikke mindst den fleksibilitet, der er så vigtig i vores branche, siger adm. direktør Jakob Gaardsted Petersen, Happy & Co.
Bureauet, der har hovedsæde i Ikast, beskæftiger i dag godt 40 medarbejdere og samarbejder med kunder over hele Danmark.
– Udover eksisterende kunder har vi på et stærkt presset marked også formået at hente en del nye kunder i årets løb. Vi er på kort tid lykkedes med at manifestere os som det stærke jyske alternativ til de store bureauer i København og Aarhus i forhold til konceptudvikling og det strategiske arbejde med kommunikation og markedsføring, siger Jakob Gaardsted Petersen.
Sammen med kollegerne glæder han sig over den foreløbige udvikling og over, at Happy & Co med nyansættelser i øjeblikket gearer til yderligere vækst i det nye år.
– For medarbejderne i begge bureauer har det givet et kick at få nye kolleger, nye omgivelser og ny inspiration. Det har været en vigtig del af den foreløbige succes, siger en glad Happy-direktør.
På bureauets kundeliste finder man blandt andre B&O, Alzheimer-foreningen, Danbolig, Bon’ a Parte, FC Midtjylland, Jensens Køkken, Hedeselskabet og Siemens.