Det fynske digitalbureau Ecreo fra Odense er gået fra at være en lille iværksættervirksomhed til et bureau med 12 ansatte.

Og væksten har været markant de senere år. Eksempelvis voksede bureauets bruttofortjeneste fra 3 mio. kr. til 3,7 mio. kr. i det seneste regnskabsår.

Pengene kommer i kassen via rådgivning, design og udvikling af løsninger i Umbraco, Dynamicweb og Microsoft.NET.  Specialet er e-handel og B2B-løsninger med integration til kunde- og økonomisystemer.

Ecreo er også blevet kåret til Gazelle-virksomhed af dagbladet Børsen.

Vil vokse 25 procent årligt

Gazelle-priserne går til virksomheder, som i løbet af de seneste fire regnskabsår har mere end fordoblet omsætningen eller bruttoresultatet i perioden og samtidig kan fremvise en positiv bundlinje.

Casper Stendal og Anders Wind stiftede Ecreo i 2007, og de ser Gazelle-prisen i 2015 som en stor anerkendelse af den rejse, de har været på, fra start up til en vækstvirksomhed med pt. 12 medarbejdere.

– Vi er ambitiøse og arbejder hver eneste dag på at blive endnu bedre, både overfor vores kunder og medarbejdere, så det stopper slet ikke her. Vi forventer flere Gazelle-priser. Vi har et konkret mål om 25 procents vækst om året i de kommende år og er allerede et godt stykke foran i 2015, lyder det fra Casper Stendal i en pressemeddelelse.

Ecreos kundeporteføljen tæller blandt andre Orifarm, L’EASY, DER, Le Klint, Salt & Peber og Pandora.