Der er grøde i den danske bureaubranche i disse tider. Nye bureauer fødes, andre skifter navn og strategi og atter andre går på opkøb.
Senest har fynske Nørgård Mikkelsen haft tegnebogen oppe og købt det digitale bureau Ebita.
Det oplyser Erik Laumand, Nørgård Mikkelsens adm. direktør, til borsen.dk, hvor af det også fremgår, at det er Nørgård Mikkelsen København (tidligere Livingbrands), der kommer til at mærke ændringerne. Således rykker Nørgård Mikkelsen Københavns syv medarbejdere ind i Ebitas lokaler, der herefter vil tælle 17 medarbejdere.
– Vi tror på, at det integrerede bureau skal være stærkt både online og offline. Ebita kan nogle ting på det digitale, som vi mangler, og vi har et fælles synspunkt om at fokusere på at skabe meromsætning for vores kunder fremfor blot at lave kommunikation, siger Erik Laumand til borsen.dk.
Henrik Danbjørg, der i dag er direktør hos Ebita, bliver digital direktør hos Nørgård Mikkelsen.