Fyn ligger i fronten af feltet, når små og mellemstore virksomheder dyster om at være mest digitale.
De fynske SMV’er har nemlig det største ønske om at bruge annoncer på sociale medier, reklamebannere, e-mail-markedsføring, mobil markedsføring og andre former for digital markedsføring.
Det viser en analyse, som Eniro Danmark har foretaget via Userneeds’ lederpanel.
Her svarer ledere i over 600 små og mellemstore virksomheder i hele landet på spørgsmål om det forgangne år og forventningerne til det næste.
De fynske webshops kan også prale med, at de giver jyske og sjællandske konkurrenter baghjul. Selvom der er flere webshops i Jylland end på Fyn og Sjælland, er det de fynske, der klarer sig bedst.
69 procent af de fynske SMV’er har oplevet, at salget i webshoppen er vokset i det seneste år, mens det samme gælder for 58 procent af jyderne og 43 procent af sjællænderne.
Facebook er et salgsværktøj
Det er ikke overraskende, at der er et sammenfald mellem, hvem der satser mest på digital markedsføring, og hvem der oplever det bedste salg i webshoppen, lyder det fra Stefan Kercza, koncernchef hos Eniro.
– Med en målrettet lokal og digital markedsføringsindsats kan mindre virksomheder nå langt for selv små budgetter. Omvendt risikerer man at tabe kampen om kunderne, hvis man ikke er til stede online. Det gælder om både at være søgbar, så potentielle kunder kan finde de informationer, de har brug for, og at kende målgruppen og så sætte ind med markedsføring over for dem, siger han.
Der er også forskel på, hvordan de små og mellemstore virksomheder udnytter deres Facebook-side.
I Jylland er siden primært et udstillingsvindue for nye produkter, på Sjælland bliver den mest brugt til kundeservice, mens den på Fyn først og fremmest er et salgsværktøj.
For 68 procent af de fynske SMV’er er Facebook et middel til at øge kendskabet til virksomheden, og over halvdelen bruger deres Facebook-side til at skaffe nye kunder.