Danske reklamebureauer er stort set selv skyld i, at Vestas’ marketingdirektør Morten Albæk slipper af sted med at skælde reklamebranchen ud for at være kreativt dovne.
De er nemlig for konservative, forfængelige og mangler forståelse for kundernes forretning, mener Steen Bosebjerg, ejer af Bosebjerg Insights.
− Alt for mange bureauer er fanget af egen konservatisme. Det går både i retning af en hæsblæsende jagt på newbiz, og det koster ressourcer. Tænk bare på, hvad man kunne opnå, hvis man skiftede de 25 procent dårligste kunder ud? Det ville frigøre ressourcer til at gøre noget rigtig godt for de andre og bedre kunder, siger Steen Bosebjerg.
Det er vel ikke kun bureauerne, der har et problem. Kunderne er generelt for dårlige til at kommunikere præcist i deres briefs, ikke?
− Det er annoncørerne, der har ansvaret for kampagnerne. Og hvad der kommer ind, påvirker naturligvis hvad der kommer ud. De fleste bureaufolk har tal på, hvor mange gode briefs de har modtaget gennem årene. Annoncørerne skal blive bedre til at tage ansvaret for den kommunikation, de køber.
Men?
− Bureauerne har de kunder, de fortjener. Hvorfor ikke have den holdning, at en kunde skal kvalificere sig til at blive kunde på bureauet? Det kræver ”is i maven,” og det er en mangelvare i branchen, slutter Steen Bosebjerg i denjne omgang.
Læs mere i Markedsføring nr. 4, der udkommer i denne uge.