Det går desværre stadig halvskidt for nogle i den danske reklameverden. Branchens gribbe svæver sultne rundt over marketingådslerne, og i dag gælder det for de fleste bureauer at rage til sig for at redde bundlinjen fra grimt rødt til bleggult. Det er nok meget forståeligt, men det betyder desværre også, at kampen om kunderne er nådeløs hård, og at der i kampens hede slås gevaldige skæverter: Der loves meget, meget mere, end talent og bukser holder til, mener man i IQ Medier.
– Vi oplever i stadig stigende grad, at virksomheder kommer direkte til os for at søge professionel hjælp til deres online markedsføring efter, at de har oplevet skuffelse på skuffelse hos dét reklamebureau, hvor de til daglig er kunde, hævder adm. direktør Rune Lundager, online medievirksomheden IQ Medier.
– Vi hører næsten dagligt fra nye kunder, at de har spildt både penge og kræfter på deres online aktiviteter i samarbejdet med reklamebureauet, der udadtil skilter med at være eksperter på alle hylder, herunder i online markedsføring, men desværre besmykker sig med lånte fjer fra en hel hønsegård.
– Kundernes oplevelser er stort set identiske. De bliver lovet omsætningsgenererende online kampagner, men omsætningen bliver væk. Det gør regningen desværre ikke. Så mit råd til alle skuffede kunder er: Fyr jeres reklamebureau, hvis det ikke er topprofessionelt på begavet markedsføring på nettet!
Nu er I så sultne selv, at I fører krig mod en branche, der trods alt har eksisteret i et århundrede?
– Vores opfordring er ikke nogen krigserklæring overfor reklamebranchen. Tværtimod er IQ Medier meget glad for vort samarbejde med reklamebureauerne, og vi ønsker bestemt ikke at tage kunder fra vores samarbejdspartnere, siger Rune Lundager.
– Men når det kommer til professionelle online løsninger, og kunderne selv henvender sig, siger vi naturligvis ikke nej til at udvikle og eksekvere kreative løsninger. Vi er gået så vidt, at vi lover kunderne, nye som gamle, at kommer der ingen kunder i deres butik på baggrund af vores indsats, er vores arbejde gratis. No cure – No pay, lover Rune Lundager videre. ”Det er jo urimeligt og useriøst at bede kunderne betale for noget, de absolut ikke får. Så igen – fyr reklamebureauet.