Dagbladet B.T. står over for en større fyringsrunde. Økonomiske problemer betyder, at avisens ledelse i dag varslede, at 40 stillinger skal nedlægges. I alt skal spareplanen skære 35 millioner kroner af budgettet.
Ledelsen siger, at den har gjort sig store bestræbelser på at finde alternative besparelser, men at B.T. ikke undgår at skulle afskedige folk.
Nedskæringerne vil medføre omstruktureringer, nedlæggelser og sammenlægninger af redaktioner og afdelinger. Alle personalegrupper vil blive ramt, om end journalistgruppen som den største gruppe vil blive hårdest ramt, oplyser ledelsen.
Målet er, at B.T. skal give overskud allerede fra næste år.
B.T.’s adm. direktør, Lars Bo Haber-Petersen, beskriver besparelserne som “en smertelig proces”. Han fastholder dog, at de er nødvendige.