Nye fyringsrunder kan true allerede i første kvartal, for virksomhedernes forventninger til især beskæftigelsen i begyndelsen af 2013 er helt i bund, viser en ny undersøgelse fra Dansk Industri (DI). Omsætning og indtjening ventes i bedste fald at holde sig på eksisterende niveau, men jobskabelsen rammer bunden. Det skriver Jyllands-Posten.
– Det er ikke positive udsigter, og for beskæftigelsen er det decideret negativt. Den viser, at det kommer til at tage længere tid at komme over den krise, som i virkeligheden begyndte i 2009. Der var positive takter i løbet af 2011, men så blussede problemerne i Sydeuropa op igen, og ved indgangen til 2013 vil ledigheden stige, siger underdirektør Kent Damsgaard fra DI til avisen.
DI’s undersøgelse viser, at både store og mindre virksomheder har de samme negative forventninger til begyndelsen af 2013.
Jyllands-Posten