Sidste nytår kom 237 personer til skade med fyrværkeri, heraf var halvdelen 20 år eller yngre. Derfor sætter dette års landsdækkende fyrværkerikampagne fra TrygFonden, Sikkerhedsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen ind med en forebyggende indsats over for de 10-16-årige, som skal lære at have respekt for fyrværkeri.
– Den forebyggende indsats skal klæde de unge på, så de gennem hele livet har den nødvendige respekt for, at fyrværkeri er farligt. Det forsøger vi at lære dem gennem et tegnet univers ”Sprængfar & Søn”. Universet består af et online spil på respekter.dk, et kampagne-kit som udsendes til landets ungdomsklubber samt et tegneseriehæfte, som sendes til hele landets 3. klasser med opgaver, som bygger på de seks gode fyrværkeriråd, fortæller Mette Niess, der er kampagneleder for Fyrværkerikampagnen og ansat på reklamebureauet Aakjær, der står for de kreative elementer.
Den forebyggende indsats har i år et udvidet fokus på de 10-årige, som kampagnens tegneseriehæfte retter sig mod.
– 10-årige børn er stadig relativt autoritetstro og lyttende. De spejler sig i de voksne og er motiverede for at undersøge, tegne og modellere. Gennem opgaverne i hæftet lærer børnene en masse. De har det sjovt med opgaverne, som stimulerer til at skabe små rollemodeller, der kan gå ud og formidle kampagnes budskab til venner og familie, fortæller Charlotte Agerby Schultz, pædagogisk konsulent ved Center for Undervisningsmidler på University College Lillebælt, som står bag det faglige indhold i tegneseriehæftet.
Tjek kampagnens
hjemmeside.