På den såkaldte Firmatjekliste er Forbrugerklagenævnet begyndt at offentliggøre navne på virksomheder, der ikke følger nævnets afgørelser i klagesager. 20 nye navne på virksomheder er netop tilføjet listen. Fælles for dem alle er, at firmaet alle har haft så store uenigheder med en kunde om et køb, at kunden til sidst har klaget til Forbrugerklagenævnet. Her har kunden fået ret – og butikken fået besked på at betale den sum, sagen handler om, plus renter. Hvorefter absolut intet er sket – udover at firmaet har modtaget en ny strøm af breve fra forbrugermyndighederne. Sidste skridt er derfor, at firmanavnet offentliggøres sammen med oplysninger om klagen, på den såkaldte Firmatjek-liste.
Et register over firmaer, der ikke efterlever en forbrugerafgørelser, hedder det med pæne ord. En gabestok på nettet, hvor potentielle kunder kan kigge sig for inden indkøbet, kunne listen også kaldes.
Firmatjeklisten har aldrig været længere, end den er i øjeblikket, hvor 20 nye firmanavne netop er lagt på. Listen inkluderer blandt andet Midt Data, der er pålagt at betale en kunde 8.000 kr. tilbage efter, at kunden computer blev sendt til reparation otte gange i løbet af 15 måneder.
Også møbelfirmaet Biva er på listen. De har også valgt ikke at efterleve Forbrugerklagenævnets afgørelse i en sag om havemøbler, der mod aftale røg på udsalg kort efter, at en kunde havde købt dem til fuld pris. Efter at være blevet lovet, at møblerne ikke ville falde drastisk i løbet af kommende tre-fire uger. Det gjorde de alligevel.
Firmaer, der efter offentliggørelsen vælger alligevel at betale, bliver igen slettet af Firmatjek-listen. Alle firmaer bliver slettet et år efter offentliggørelsen.
Kilde: Politiken online