I juni i år går det løs igen. Distortion indtager Københavns gader og omdanner dem til en kæmpe gadefest med mere end 100.000 deltagere.

Sådan har det været de sidste mange år, og Distortion har vokset sig til lidt af en folkefest, hvor det tidligere var forbeholdt de få i den elektroniske undergrund.

Gadefesterne er det, de fleste forbinder med Distortion, og de er kommet for at blive, men i år udvider Distortion med en ny musikfest kaldet Distortion Ø, der har et lineup af udenlandske hotshot DJ’s og elektroniske musikere.

Ny fest på Refshaleøen

De vil være med til at skabe en to-dages fest på Refshaleøen, hvor temaet i år bliver ”The lazer year”. Til at etablere navnet og markedsføre Distortion Ø, har Distortion i år valgt at alliere sig med det kreative digitale bureau Konstellation, der skal hjælpe med at sikre billetsalget.

– Distortion har altid lavet sin egen markedsføring og forsvoret ikke at bruge professionelle til dette. Så at vi i dag står og har lavet et samarbejde med Konstellation er et udtryk for, at vi hos Konstellation så noget af den “ægthed”, som vi selv går så fandens meget op i. Konstellation er skabt af nogle mennesker, der mente de havde noget at tilbyde branchen – de er nørder ligesom os – og valget faldt på dem, da vi så lidt af vores egen galskab, kreativitet og kvalitet hos dem, siger Mads Holm, festivalchef hos Distortion.

Undergrund og kreativitet

Hos Konstellation er begejstringen ikke mindre.

– Hvor er vi bare oppe og køre over det her. Distortion er indbegrebet af undergrund, høj kvalitet i den kreative udfoldelse, first mover-mentalitet og galskab, siger Nicolai Elmqvist, CEO & Partner i Konstellation.

– Og så er det et super stærkt brand, der er bygget på passionen for festen og høj musisk kvalitet. Et temperament, der passer rigtig godt til os, og vi glæder os absurd meget til at hjælpe dem med at udvikle deres forretning, så de på sigt får den pondus, der gør, at de kan blive en international spiller, slutter han.