”Mangler du penge til en skiferie? Lån op til 40.000 kr. hos Expres Lån”, frister pop-up vinduet. Lev i dag, betal over 72 måneder. Ikke nok med, at forlystelsessyge danskere betragter vinterferien som en hævdvunden rettighed og anser diverse bjerge for en slags organiske hoppeborge, de er også nødt til at stifte højt forrentet gæld for at løbe risikoen for at blive fragtet retur med ”knogleexpressen”. At sætte tæring efter næring er ikke længere en dyd, men tegn på manglende vitalitet. Man skal følge sine lyster nu og betale senere. Det var den adfærd, som Schlüter-regeringen bremsede i 80’erne med den såkaldte kartoffelkur. Siden blev bremsen slækket igen.
I årevis har studerende fået lov at gældsætte sig i et omfang, der medfører livsvarig forarmelse, fordi studiegælden med renter, renters renter, morarenter, gebyrer og retsafgifter har antaget et omfang, som lemlæster den almindelige lønmodtagers økonomi. Da dokumenterne i sin tid blev skrevet under, kunne man trække renterne fra i skat, og inflationen ville udhule hovedstolen og gøre lånene billige. Virkeligheden tog en anderledes drejning, og tusindvis af højt uddannede danskere må enten give afkald eller arbejde ekstra.
Den gældbundne er en træl, der må underkaste sig højere magter i form af kreditorer, hvad enten disse hedder staten, banken eller kvik. Tilbagebetalingen sker ved hjælp af højt beskattede lønkroner. RKI lurer. Situationen føles farveløs og fastlåst og fører til apati, anarki og psykofarmaka. Gæld er Gud, men forvandler sig snart til Satan.
Som advokat for udlånerne må jeg imidlertid fastslå, at vore klienter anser låntagerne for at være selvtænkende individer med sund privatøkonomi, som har sat sig ind i lånevilkårerne. Vi skal ikke have indført barnepigeformyndermentaliteten.
Samtidig er verdensøkonomien dybt afhængig af vild og for den sags skyld gerne ufinansieret powershopping. Undersøgelser af forbrugernes forventninger til fremtiden spiller en afgørende rolle for handel, servic e og industri. Hvis pilen vender opad stiger aktiekurserne, pessimismen har den modsatte effekt. Lavere efterspørgsel er en trussel mod den vækst, som er den vigtigste målestok. Når selv dagbladet Politiken, som normalt indtager en kritisk og korrekt holdning til private automobiler, vånder sig over et dalende salg af disse dræbermaskiner og tolker det som et tegn på forbrugernes foruroligende skepsis, må recessionen nærme sig. Bilkurvens negative knæk skal ses i lyset af snigende arbejdsløshed og generel afventende holdning med behersket efterspørgsel.
På den ene side kan man altså ynke de stakler, som i ungdommelig kådhed skrev under på papirer, som de knap nok gad gennemlæse i deres euforiske lykkerus, og som fik en forkrøblende indflydelse på deres fremtid. Det er altså surt at afdrage fx 400.000 kr., hvis man tjener 20.000 kr. om måneden før skat. Pengeinstitutter og andre udlånere ville vinde langsigtet respekt ved at oplyse kunderne om de langsigtede konsekvenser af deres kortsigtede – man fristes til at skrive Dankortsigtede – dispositioner. Heavy banking branding, mand!
På den anden side truer det både velstand og velfærd, hvis hjulene kører langsommere eller ligefrem baglæns og folk går en ekstra sæson i deres gamle overfrakke fremfor at finde en ny i forårets modefarver. Der må eksistere et balancepunkt mellem forbrug og fornuft.
Overordnet set er det jo uheldigt med de forgældede individer, fordi deres råderum er stærkt indskrænket, hvorved de netop ikke i det længere løb bidrager tilstrækkeligt til den værdiskabelse, der følger af højt forbrug. ”Samfundet” kan altså glæde sig over, at der i første fase fyres kroner af til vinterferier og modefrakker, hvilket genererer beskæftigelse og momsindbetalinger, men må samtidig se i øjnene, at forbruget falder i de senere livsfaser.
Det øger værdien af tidlig rekruttering af nye potente forbrugere, og her yder ungdommen en behjertet indsats, blandt andet gennem deltidsjobs under den skattefri bundgrænse med maximal mønt til musik, mascara og mokka. Forældren e leverer stadig bolig, mad og en række serviceydelser. Måske er denne fase den mest ubekymrede i det moderne menneskeliv, men realiteterne lurer, så såre ravnen rykker fra reden.
Gældsfængslet kan også være et gyldent bur i form af en attraktiv villa (plus det løse), som nu er belånt til op over efterspørgslen og derfor stavnsbinder sine fanger. Restancerne til det offentlige er iflg. Berlingske Tidende størst i Københavns nordlige omegn.
Nærværende betragtninger, der ikke er selvbiografiske, er alene dikteret af analytisk medfølelse med såvel ofre som det næringsliv, som er den værdiskabende faktor. Men det er nok meget at forlange økonomisk ansvarlighed af den enkelte borger, når toneangivende stater dækker udgifterne gennem devalueringslignende og lånefinansierede budgetunderskud. In God We Trust, som der vist stadig står på dollarsedlerne.