Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik har, ganske exceptionelt, lade sig interviewe af Gaffa på Amalienborg. I et personligt og åbent interview til bladets ’royale’ medarbejder Anne Winther fortæller han, at han fandt sit rockgen temmelig sent i livet, da det var Mozart og Beethoven, som regerede på Amalienborgs bonede gulve.
Gaffa’s ’hoffotograf’, Morten Larsen, har foreviget Kronprinsen i bedste rockstjernestil, hvilket pryder forsiden af februar nummeret af Gaffa, som er på gaden 6. februar 2003. Gaffa forventer ekstra stor afsætning på netop denne udgave og hæver derfor oplaget til 100.000 eksemplarer. En del af dette oplag vil blive distribueret via bladkiosker landet over.