TNS Gallup tog til den store konkurrent på Strandboulevarden, ACNielsen AIM, for at finde afløseren for adm. dir. Michael Jensen, der blev fyret i foråret. Siden har Rene Spogard varetaget ledelsesansvaret.
Ny adm. dir. bliver Henrik J. Hansen, som hidtil har været direktør for consumer research på nordisk plan hos ACNielsen AIM. Men han er faktisk egen avl for Gallup, idet han kom til ACNielsen fra netop Gallup.
Samtidig udnævnes der tre andre personer, så der samlet er en ny fire-mands direktion i spidsen for selskabet.
Morten Kromann-Larsen, der har ansvaret for Indeks Danmark og radio, og Keld Nielsen, der har ansvaret for tv-meteret, udnævnes til medlemmer af direktionen. Herudover har man ansat Pernille Fabricius som finansdirektør. Hun skal desuden være finansdirektør for Norge og Sverige. Pernille Fabricius kommer fra bl.a. GN Netcom og ISS. Udover funktionen som adm. dir. vil Henrik Hansen også varetage ansvaret for consumer research hos Gallup.
Rene Spogard glæder sig over det nye ledelses-team.
– Jeg synes, det er flot, vi kan mønstre et så stærkt ledelses-team, som er af egen avl, og som har en gennemsnitsalder på omkring 40 år. Det borger for, at det er en holdbar løsning, siger Rene Spogard.