Gallup har lanceret et nyt PC-Meter, Gallup Netvalue Internetpanel, som blev præsenteret på seminaret “Markedsanalyse på internettet“ i tirsdags. Gallup er dermed den tredje spiller, som har meldt sig på banen med tilbud om at lave valide data om brugernes adfærd på nettet. De to andre er ACNielsen AIM, som laver E-ratings, og MMXI, som laver MMXI Audience Measurement. Produktet kan dog ifølge Gallup ikke sammenlignes med de øvrige spillere på markedet, idet man har udviklet et produkt, som er det eneste eksisterende multimedie værktøj. Internetmålingen er skabt i samarbejde med franske Netvalue, der står for behandlingen af de indsamlede data.
En anden forskel fra de andre panelmålinger er, at Gallup tog udgangspunkt i Index Danmark/Gallup, da man skulle rekruttere panelet, som til at begynde med består af 2.000 hustande eller ca. 4600 personer
– Vi kender derfor mere til vores paneldeltagere end de to andre selskaber. Fx vil vi i rapporteringen af data kæde traditionel mediaadfærd, livsstil, mærkebrug sammen med paneldeltagernes internetadfærd eller øvrige brug af nettet, da det er Index Danmark/Gallups respondenter, som er panelmedlemmer, siger Thomas Schnoor, chefkonsulent hos Gallup.

KUN HJEMMEBRUG
Direktør Rolf Randrup kalder det nye panel et regulært Multi Medie index, som integrerer internetadfærd med alle øvrige mediagrupper i Index Danmark/Gallup. Derfor har det været et bevidst valg at tage udgangspunkt i Index Danmark/Gallup, når der rekrutteres paneldeltagere, siger han.
Grunden til at Gallup har ventet og ladet de to andre analyseinstitutter melde ud først, er helt bevidst.
– I en traditionel PC-Meter-måling måler man kun det site, der bliver besøgt og de bannere, der bliver vist. Udover den helt unikke single source funktionalitet måler vores software også email, “sikre sider“, chat, Instant messaging, ftp, audio og video. Det sidste er måske ikke så vigtig nu, men bliver det om få år, når hastigheden stiger, siger Thomas Schnoor.
En anden forskel fra de to andre systemer er definitionen af universet. Gallup melder klart ud, at panelet udelukkende består af hjemmebrug og ikke arbejdspladser, læreranstalter og internetcafeer.
– Det er ikke muligt at lave valide målinger fra de steder, og derfor kan vi ikke lægge navn til. Intet ville være nemmere end at få en aftale med en række virksomheder om måling af de ansattes internetadfærd. Men det fortæller ikke noget generelt om b-t-b-adfærden, fordi stikprøven ikke er repræsentativ! Derfor koncentrerer vi os om at gennemføre en god og valid måling af brugen fra hjemmet. Et område, som i de kommende år også vil stige i takt med at internetopkoblingerne bliver billigere og hurtigere, siger Thomas Schnoor, der ikke mener, at der er plads til mere end et måske to systemer.

IKKE KUN ADFæRD
Til efteråret vil der være tre paneler, som alle vil påstå at de kan måle danskernes brug af nettet, men Gallup mener, at de har det bedste system.
– Vi fokuserer ikke kun på internetadfærd, men samspillet med andre mediagrupper. Så det er tvivlsomt om alle systemer overlever. Indgangsbilletten for at lave et panel er dyr, men vi har et fornuftigt samarbejde med Netvalue, siger Thomas Schnoor.
Det er Gallup Danmark, der har rettighederne til Netvalue i Norden, og man vil derfor hurtigt gå ind i de øvrige lande med tilsvarende single source metodikker. Norsk Gallup er klar til etablering af panelet ultimo maj. Finsk Gallup går i gang i løbet af juni, og i Sverige er man gået i gang. De første målinger i Danmark ligger klar i juli måned, men på grund af at juli er den store feriemåned vil Gallup først offentliggøre målinger i august. Data genereres via en online adgang til en dynamisk relationsdatabase.