Der er hård kamp om de danske fagforenings- og A-kasse-kunder, men den gule fagforening Business Danmark har alligevel vækst i medlemsskaren.
Det skyldes hovedsageligt, at Business Danmark har pustet nyt liv i et håndholdt dukkeunivers til akkompagnement af reggaetoner, som to af dansk reklames helt tunge drenge, Claus Skytte og Peter Stenbæk fra reklamebureauet WeLovePeople, har skabt.
Baggrunden er denne: Ifølge Jyllands-Posten har traditionelle fagforeninger tabt 350.000 medlemmer på 11 år.
Og selv de gule fagforeninger, der ellers er gået frem, har i 2013 generelt haft tilbagegang. ‘
Vel at mærke i modsætning til Business Danmark, der på 10 måneder har opnået en netto medlemsfremgang på 8 pct., blandt andet båret frem af et langt fra nyt kampagneunivers.
Skal alt være spritnyt?
Business(wo)man kampagnen blev nemlig skabt i 2007, hvor den primært kørte på radio og online.
– Da vi kørte kampagnen i 2007-2009, blev Business Danmark kendt som en positiv, professionel, proaktiv og individorienteret organisation. Og vi fik en pæn medlemsfremgang. Derfor har vi valgt at køre kampagnen videre, da den har bevist sin styrke, lyder det fra fagforeningen, der samtidig har sparet en masse udviklingsomkostninger.
– Vi ved, at den deler vandene, men vil hellere, at man forholder sig til den, end at den bliver ignoreret, lyder det.
Kendskabet til Business Danmark er øget markant til en tredjeplads på uhjulpet kendskab i målgruppen, kun overgået af HK og ASE, der i øvrigt også er en gul fagforening. Ifølge YouGov kom Business Danmark ud med branchens højeste Net Promoter Score i Q4 2013.
Se et af de nye indslag i toppen artiklen, og et af de gode, gamle her.