Statskontrollerede selskaber overtræder gang på gang konkurrence-lovgivningen, selv om de qua deres ejerskab må forventes at gå foran med et godt eksempel for det øvrige erhvervsliv.
Blandt de store syndere er Dong Energy og Post Danmark, der begge har Fritz Schur som bestyrelsesformand. Det skriver Børsen.
Selskaberne er sagsøgt af forsmåede kunder for henholdsvis 4,2 mia. kr. og 75 mio. kr. Og endnu et civilt søgsmål er på vej mod det nationale postvæsen.
Hertil kommer, at Post Danmark nu har overtrådt de samme regler i konkurrenceloven så mange gange, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, ifølge styrelsens direktør Agnete Gersing, har besluttet at anmelde selskabet til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, også kaldet bagmandspolitiet.
Anmeldelsen kommer efter, at Konkurrenceankenævnet i sidste uge slog fast, at Post Danmark i strid med loven har misbrugt sin dominerende stilling på markedet ved at give storkunder individuelle rabatter, som har holdt konkurrenter ude af markedet.
Da Post Danmark tre gange tidligere har været indklaget til konkurrencemyndigheder i lignende sager og har fået påbud om at stoppe ulovlighederne, vurderer Konkurrencestyrelsen nu, at lovovertrædelsen ikke længere sker i uvidenhed, men med forsæt eller groft uagtsomt, og så er det strafbart.
Derfor anmeldelsen til bagmandspolitiet, som kan straffe både virksomhed og ledelse med bøder.
Formand for Post Danmark Fritz Schur er rygende uenig i Agnete Gersings udlægning af Ankestyrelsens kendelse. Han fastholder ifølge Børsen, at der ikke er fugls føde hverken på sagerne mod Post Danmark eller mod Dong Energy.
Børsen