Reklamebureauet Sunrise er ansvarlig for det kreative og indholdsmæssige, og mediabureauet Maxus skal håndtere mediaplanlægningen.
Sådan skal det formentlig største mediabudget i Danmark i 2009 håndteres.
Der er tale om gatekeeperen for det digitale sendenet Boxers lancering af digitale tv-pakker i efteråret 2009.
En kommunikationsopgave i den større ende af skalaen, da kernemålgruppen på i omegnen af en halv million mennesker og fordeler sig bredt over hele befolkningen.
– Boxer har vurderet Maxus i Danmark som et seriøst og kompetent bureau, der kan spille en vigtig rolle i Boxers introduktion på det danske marked, udtaler administrerende direktør Steen Ulf Jensen, Boxer TV.
I 2007 var omsætningen på dette marked 161 millioner kroner. Det var før Boxers introduktion på markedet, som altså bestod af Canal Digital, TDC og You See, Telia samt Viasat. Kilder i branchen forventer, at der med den nye spiller, og med de eksisterende konkurrenters forsvar af markedsandele, vil blive tale om en omsætning i milliardklassen i 2009.
– Vi taler om massiv massekommunikation i tid, hvor vi ellers som følge af digitaliseringen bevæger os længere og længere ned i nichemedier og små målgrupper, siger Maxus’ administrerende direktør Niels Viby.
Maxus har specialiseret sig i forståelse af annoncørernes udfordringer i den digitale verden, og som derfor kræver en forståelse for almindelige danske forbrugere og deres forhold til moderne teknologi. Kunderne tæller blandt andet Saxo Bank og Sundhedsministeriet.
Niels Viby mener, at der bliver tale om en stor kommunikativ udfordring. Ikke mindst fordi kampagnens målgruppe grundlæggende kan siges at være den del af befolkningen, som har fjernsyn, hvilket igen betyder, at gruppens motivation og forudsætninger er meget forskellige.
– Budskabet er meget komplekst med en masse ord og tekniske begreber, der knytter sig til digitaliseringen. Det er efter min overbevisning at betragte som en revolution af tv- og annoncemarkedet, som kan sammenlignes med skiftet fra sort/ hvid til farve-tv.
– Det bliver ikke noget, der kommer til at foregå i stilhed. Konkurrenterne har jo kunne monitorere udviklingen, og jeg er ikke i tvivl om, at de sidder klar til at trykke på knappen for deres kampagner. Opgaven bliver at trænge igennem en tæt informations-strøm, understreger Niels Viby.