Katalog-salg vil på sigt blive det største område for den nye b-t-b e-handelsplads gatetrade, som gik i luften i formiddags.
– Vi vil ret hurtigt få omsætning på auktioner men efterhånden vil katalog-salget overhale auktions-salget. Derved kommer vi til at adskille os fra andre handelspladser i udlandet, som først og fremmest er kendetegnet ved at rette sig mod enten sælger- eller køberauktioner, sagde adm. dir. Steen Gede, da han på et pressemøde i formiddags præsenterede konceptet.
Der er en betydelig optimisme hos ham omkring potentialet i gatetrade, og det hænger bl.a. sammen med ejerkredsen. TDC, Maersk Data, Post Danmark og Danske Bank har lagt eller er ved at få lagt deres kataloger ind i gatetrade og desuden har de peget på en række af deres leverandører, som de gerne ser komme med i gatetrade. Dermed er ejerkredsen med til at give handelspladsen volumen lige fra første færd af.
Steen Gede kunne dog oplyse, at der allerede nu er ca. 130 virksomheder i pipelinen til at få lagt deres kataloger ind i gatetrade.
– De har alle ønsket at gå videre efter den første orientering, sagde Steen Gede. Han forventer, at der vil blive lagt kataloger fra 3-4 virksomheder ind om ugen i den kommende tid, og ambitionen lyder på, at der om et år er 2 millioner varenumre og 1000 leverandører registreret i gatetrade. Omsætningsmæssigt lyder forventningen på, at der ryger op mod et to-cifret milliard-beløb gennem systemet.
Det er Sepia Proximity, der skal hjælpe med at skaffe kunder til både auktioner og kataloger, og derfor vil der i den kommende tid blive annonceret i dags- og fag-pressen. Steen Gede oplyste, at man regner med at bruge nogle millioner, men at man i øvrigt var parat til at skrue op for budgettet efter behov.
– Men vi skal også kunne følge med, og derfor er der ingen grund til at gå for hurtigt frem, sagde Steen Gede.
Gatetrade opererer på basis af 100 mio. kr., som de fire ejere hver har indskudt 25 pct. af. Princippet er, at man både kan udbyde produkter på auktion eller efterspørge produkter samt at man kan bruge gatetrade som handelskanal med sine faste leverandører eller kunder ved at lægge sine kataloger ind i systemet. Der vil f.eks. være mulighed for at etablere individuelle priser til faste kunder i systemet.
– Det er klart, at systemet på sigt kan give en større gennemsigtighed i markedet og dermed få en priseffekt. Men det er ikke det, vi satser på. Vores fokus er på effektiviseringer. Der er et betydeligt rationaliserings-potentiale ved at bruge gatetrade. Det kræver godt nok, at man skal foretage en integrering med egne systemer for at få det fulde udbytte, men tilbagebetalingstiden er for det meste under et år på investeringen, sagde Steen Gede.
Gatetrade skal leve af et transaktionsgebyr på mellem 0,2 og 1 pct. samt et registreringsgebyr på 10.000 kr. Hertil kommer prisen for at få lagt kataloget ind i systemet – en pris der maksimalt kan blive 150.000 kr. i tilfælde, hvor man stort set skal starte hele forfra.
Gatetrade er desuden med i det udbud Staten har i gang over sine indkøb. Oprindeligt var 17 med, siden blev de til 5, og nu er der 3. Potentialet er stort, hvis det lykkes at vinde kontrakten.
– Det bliver en alvorlig kick-start. Så får vi travlt, sagde Steen Gede, som dog samtidig erkendte, at gatetrade får sin første konkurrent, hvis det ikke lykkes.
– Men så tror jeg, at det bliver en lukket handelsplads kun for staten, sagde Steen Gede. fin