Da TV2/Reklame flyttede til ny adresse på Baunegårdsvej i Gentofte, sagde man nej tak til de traditionelle flasker. Man ønskede sig i stedet penge til en gave til DRB Skolen. Gæsterne, der væsentligst var reklame- og mediebureauer, gav tilsammen 25.800 kr, som TV2/Reklame flot doblede op til 51.600 kr.
Gaven – på den traditionelle kæmpecheck – blev overrakt af Flemming Scheel ved en lille højtidelighed til skolens rektor Mads Egmont Christensen, da holdet på 19 elever begyndte semesteret med radio-/TV-spots. Semesteret har kørt siden skolens start i 1988, men er blevet tilpasset hen ad vejen.
Udover den ekstraordinære gave sponserer TV2/Reklame fast semesteret med 100.000 kr.
Flemming Scheel begrunder engagementet:
– Reklamerne skal leve op til standarden i programmerne. Hver reklameblok består af 5-12 enkelte dele. Det er svært at skabe en ensartethed, ligesom det er svært at sørge for, at alle er spændende. Derfor er der stort behov for semesteret. Den anden effekt kunne være, at vi ved elevernes spændende løsninger også er med til at inspirere kunderne.
Peter Bach fra Partners er lærer på semesteret, og det er hans ansvar, at principperne holdes højt, og eleverne forstår de kreative krav til produktets sjæl, til forbrugerens sjæl og til billedmediets sjæl.
– Det er dødvigtigt, at skolens elever laver noget godt, hvor seerne bliver underholdt og oplyst, mener Flemming Scheel. Ofte kan seerne huske TV-reklamen, men de kan ikke huske, hvem der har annonceret.
Konkret deles de 19 elever op i fire-fem hold, der får samme opgave: Først at lave en radioreklame for en bestemt annoncør; senere at lave en TV-reklame for en anden annoncør. Opgaven med radioreklamen blev givet ved semesterstart. Annoncøren er FDB. Annoncøren til TV-reklamen opgives i løbet af semesteret. Men Mads Egmont Christensen kan dog oplyse, at det igen i år drejer sig om en meget stor annoncør.
Tidligere har Ariel og OK Benzin været valgt som opgaver. Den færdige Ariel-reklame var så god, at den blev nomineret til Guldkornet.
Undervisningen er lagt så tæt op ad virkeligheden som muligt, så eleverne må lave det hele selv.
– Skolen giver i undervisningen mulighed for, at eleverne kan begå fejl, hvad de jo ikke må ude på bureauerne. Det er vigtigt, at eleverne kender hele processen og forstår, hvad et krav kan betyde i økonomi, understreger Mads Egmont Christensen.
Tidligere løstes opgaverne med et lille videokamera, men i dag har DRB Skolen en god fast aftale med Filmskolen, hvorfra kommende filmfotografer og -instruktører med 35 mm-kameraer optager reklamen.
– Det stiller vore elever i en situation endnu nærmere virkeligheden, siger Mads Egmont Christensen.
– De løste opgaver præsenteres på DRB Skolen fredag den 20. juni ved en lille udstilling, hvor Markedsførings læsere er meget velkomne, inviterer Mads Egmont Christensen.
– Vi er meget glade for samarbejdet med DRB Skolen. De gør et kæmpestort, seriøst arbejde. Ikke mindst er vi lærerne tak skyldige. De underviser ofte i deres fritid, slutter Flemming Scheel.
DRB Skolen har til dato haft 169 elever, hvoraf de 155 er i job i dag – 15 af dem i ledende stillinger.