Efter fem års fravær fra tv-mediet vender GE Money Bank fra i dag tilbage til skærmen. Anledningen er lanceringen af et nyt låneprodukt, hvor laveste rente er 3,95 procent.

Og det skal ifølge banken selv ses som en udfordring til de traditionelle banker.

– Vi er specialister i udlån, og nu går vi ud med et produkt, som er mere end konkurrencedygtigt. Vi vil vise forbrugerne, at man ikke behøver at binde sig til sit almindelige pengeinstitut for at opnå en favorabel rente. Og med en laveste rente på 3,95 procent er det de færreste traditionelle banker, der kan være med, siger marketingdirektør Henrik Stork, GE Money Bank.

Det er bankens reklamebureau Integral, der står bag kampagnen, og bureauets direktør Casper Janns siger:

– GE Money Bank er det seriøse og servicemindede alternativ til de traditionelle banker. I de seneste år, har vi sammen med GE Money Bank arbejdet på at fastholde og udbygge den position via omkostningseffektiv on- og offline-annoncering, der samtidig har skullet generere leads. Tv-spottet og den øvrige nye kampagne er sådan set bare en naturlig videreførelse. Vi fortæller historien om Danmarks bedste lånetilbud i en nem og enkel tone, der modsvarer produktet og virksomheden.

Ikke noget at grine af

Og falden-på-halen-humor har man bevidst fravalgt, siger bureauets kreative direktør Niels Peder Ravn:

– Af en eller anden grund forsøger udlånsbanker og finansieringsselskaber altid at være morsomme, når de kommunikerer. Men sandheden er, at kun de færreste mennesker synes, at deres privatøkonomi er noget at grine af. GE Money Bank er en del af én af verdens største virksomheder, og vi ønsker at forbrugerne skal forstå, at der her er tale om en seriøs og ansvarlig låneudbyder, som i den grad tager sine kunder alvorligt. Derfor har vi stræbt efter at udvikle en kampagne, som er imødekommende og respektfuld.

GE Money Bank er en virksomhed under General Electric, der blev grundlagt i USA i 1892 af opfinderen Thomas Alva Edison. Det var ham, der blandt andet opfandt den elektriske pære.

GE Money Bank Danmark er en filial af GE Money Bank AB Sverige, som er en del af General Electric.

Kampagnen er udviklet af Integral, instrueret af Kristoffer Kiørboe og produceret af Frame by Frame.

Se filmen her.