Det går op, og det går ned i bureaubranchen.

I går fortalte McCann, at bureauet mistede 33 pct. på toplinjen og 3-doblede underskuddet på bundlinjen til 9,5 mio. kr.

Bates halverede næsten toplinjen og udkom med et underskud på 8,6 mio. kr. Partners måtte for første gang i historien offentliggøre et minus på 3,3 mio. kr.

Men hos RelationshusetGekko ser det anderledes ud. Bureauet fik sine tæsk i 2012 med et minus på 3,9 mio. kr. på bunden, men her er det til gengæld lykkedes for ledelsen at vende skuden.

RelationshusetGekko har haft succes med både at bevare de bedste dialogkompetencer og sammen løfte rådgivningen i strategisk retning, siger ledelsen og smiler ned over 2013-regnskabet.

Her er bruttofortjenesten fordoblet til 23 mio. kr. og årets resultat gået fra minus på 3,9 mio. kr. til et plus på 4,8 mio. kr. Medarbejdertallet er steget fra 17 til 19, så udgifterne til tankerne bag turn around’en for et par år siden var berettigede.

– Helt konkret betyder det, at andelen af de strategiske leverancer er øget markant i 2013, hvilket igen betyder, at den strategiske planner-afdeling er den hurtigst voksende. Vi forventer, at udvikling fortsætter i de kommende år, siger Jan Køhler, direktør i RelationshusetGekko.

Nøgletal RelationshusetGekko

2013/2012/2011 (mio. kr.)

Bruttofortjeneste 22,9/11,9/17,9

Årets resultat 4,8/-3,9/1,9

Egenkapital 0,1/-4,7/-0,8

Medarbejdere 19/17/16