De prisvindende dialogfolk i RelationshusetGekko tjener fornuftige penge i et trængt marked. Godt 3,1 millioner på bundlinjen, en bruttoavance på små 23 millioner og en indtjening på en mille per medarbejder er nydeligt. Resultatet skyldes en bevidst strategi for 2011.

– Vi ville nu vise omverden, at vi er i stand til at kombinere en høj faglighed, en masse awards med en tilfredsstillende indtjening. Vi har i alle årene arbejdet med troen på, at vi skulle investere alt, hvad vi tjener i virksomheden og dens udvikling, siger Jan Køhler, direktør og partner på bureauet.

– Vi har altid ment, at investeringer giver kunderne mest for pengene, giver os en sjovere arbejdsplads, og giver aktionærerne størst værdi på lidt længere sigt. Det har været en langsigtet strategi, og den har taget tid og kostet penge. Men sådan måtte det være, hvis vi skulle være de frontløbere, vi gerne ville være, fortsætter Køhler.

Adm. direktør Maria Furbo supplerer:

– Det har været filosofien, indtil vi havde nået en kritisk masse i størrelse og kompetencer. Som nu, hvor vi har en passende størrelse og et meget stærkt hold, der i højere grad giver mulighed for synergier og stordriftsfordele. Det betyder, at vi nu både kan fastholde det høje innovationsniveau, vi er kendt for, samtidig med at vi har en efter markedet fornuftigt indtjeningsgrad.

Strengt taget er det ikke RelationshusetGekko, der alene har skabt de nydelige tal. Det er selskabet bag RelationshusetGekko, YouMeWe, som også ejer digitalbureauet Circle, der fremlægger regnskabet.

– Selvom målet for 2011 var at fokusere på indtjening, så er vi alligevel nogle stykker på bureauet, som ikke kan lade være med at sætte nye ting i gang. Fordi det er en del af vores DNA at udvikle projekter, tilføjer Køhler. Bureauet lægger knap 20 pct. af timerne i udvikling af nye produkter, altså timer der ikke direkte kan faktureres til specifikke kunder.

Automatisering med SAS Institute
Ét eksempel på nye initiativer er markedet for automatisering af marketingprocesser. Her er mange bureauer midt i en professionalisering, hvor platforme og strategier bygger på et større fagligt og analytisk grundlag og anvendes mere tværorganisatorisk.

– Derfor besluttede vi os for at indgå et tæt strategisk samarbejde med SAS Institute omkring hele emnet Customer Intelligence. SAS Institute har den bedste platform, vi kan levere det bedste indhold og tilsammen har vi et unikt tilbud på både strategi og praksis, fortsætter Jan Køhler.

– Med udgangspunkt i det partnerskab har vi valgt at investere i at opbygge en ny afdeling; Insights. Her arbejder vi mere struktureret med data, segmentering og analyse, end vi tidligere har gjort. Det er en investering, vi allerede kan se, vil få positiv effekt på vores butik, slutter Jan Køhler.

RelationshusetGekko blev sidste år det mest vindende direct bureau på DM-dagen, og den succes fortsatte ved Echo Awards, der placerede bureauet i top-5.

Nøgletal for 2011

Bruttoavance: kr. 22.800.527
Resultat af primær drift: kr. 3.072.381
Bruttoavance pr. medarbejder: kr. 1.085.739
Lønandel: 66 pct.

Tal for 2010

Bruttoavance: kr. 23.283.177
Resultat af primær drift: kr.  979.316
Bruttoavance pr. medarbejder: kr.  970.132