I bedste tidstypiske stil har Morten Albæk hverken fundet Douglas Couplands ”Generation X” eller den senere lidt vagere definerede ”Generation Y” dækkende for sin egen generation. I stedet klapper han de 2 aldersgrupper sammen og hæfter prædikatet ”fucked up” på ryggen af dem.
X’erne var interessante, fordi de modsatte sig forældregenerationens materialisme. Og Y-erne var mindst lige så interessante, fordi de vendte en række klassiske mærkevarer ryggen. Så hvad kan en ”Generation fucked-up” bidrage med?
Først og fremmest ligger det fast, at betegnelsen ikke dækker over manglende lyst til at bruge penge. ”Fucked up” refererer i Albæks univers til de unge menneskers foruroligende mangel på lyst til at udvikle samfundet i demokratiske processer og forme fremtiden. I stedet kanaliseres energien over på forbrug, og identiteten skabes og formidles gennem de daglige handlinger i supermar kederne. Albæks kritiske vurderinger af generationen fra 1970-1989 kan sammenfattes i tesen om, at nutidens unge er værdi-konsumenter og ikke værdi-producenter. Vi møder en selvtilstrækkelig generation, hvis politiske kamp aldrig når længere end til køledisken og varehylden, hvor de vælger økologisk for at markere troen på ædlere produktionsmetoder, eller fravælger franske varer for at vise foragt mod prøvesprængninger i Stillehavet. En generation, der føler succes som politiske forbrugere, når tilskuddet fra bæredygtig kaffedyrkning af Max Havelaar-bønner omsættes til skolebøger og undervisning for de fattigste.
Som modspil til de skarpe holdninger om ungdommens egocentriske sløvsind står Rasmus Hylleberg, hvis positive holdning til samme generation er den mur, som Albæk spiller bold op ad gennem 8 måneders e-mail korrespondance mellem de to. Og det er der kommet en interessant bog ud af, uden man dog når frem til nogen forløsende beskrivelse af, hvorvidt denne generation formår at føre sig selv og verden ge nnem de kommende årtiers udfordringer.

Konkurrencedygtige fællesskaber

Over for Albæks bandbuller mod de uengagerede opstiller Hylleberg et forsvar for curling-børnenes fravalg af klassiske demokratiske institutioner. I Hyllebergs optik er det ikke de unge, der svigter fællesskaberne, men fællesskaberne der svigter de unge gennem manglende vilje til forandring. Det påståede manglende engagement skal vurderes i lyset af den teknologiske udvikling, den øgede mobilitet, fleksible arbejdstider og overfloden af valgmuligheder, som de unge har i dagens velfærdssamfund. På trods af disse tendenser udvikles nutidens unge til stærke, kreative individualister, der er forudsætningen for konkurrencedygtige fællesskaber.Og således fyger duplikker og replikker hen over skærmen og tastaturet hos de to kombattanter, hvis erklærede mål er at sætte gang i den demokratiske debat om fremtidens udfordringer.
Ud fra en markedsførers synspunkt er dialogen mellem de to uenige venner ikke så kommercielt interessant. Dertil er referencerammen for beskrivelsen af de unges adfærd for snæver og formen lidt for overfladisk. Men man kan med udgangspunkt i bogen bore dybere i de divergerende værdier og grundholdninger, der ifølge forfatterne opdeler generationen i to segmenter: Konsum-egoister og solidariske individualister. Ad den vej kan man identificere to målgrupper, der i sagens natur er rasende interessante. Dels fordi det er en generation, som utallige brands har haft svært ved at få i tale og fastholde, dels fordi de unge mennesker står på tærsklen til friværdi i egen bolig, stationcar og børnechecks.
Skal du have fat i denne zapper-generation, kan det varmt anbefales at udvide pensum med en sociologisk tilgang, der afdækker årsagerne til deres behov og livsstil, og kombinere den med de mange studier af egen adfærd, som denne generation spytter ud på nettet i form af essays, sange og digte. Det vil give et mere komplet billede af den flok unge i globaliseringens centrifuge, der skal udvikle visioner og strategier til benefic e for de aldrende baby boomers, der er større i antal og lige så krævende og individualistiske som dem selv. God fornøjelse.

“Generation fucked up”
Af Morten Albæk og Rasmus Hylleberg
Gyldendal, 2005, 160 sider