Når Ekstra Bladet sætter Wibroe Duckert & Partners til at lave en holndningskampagne, er der vel ingen der forventer noget der går ubemærket hen.
Både Ekstra Bladet og Partners’ er i hver sin branche kendt for det provokerende og det, der balancerer på grænsen mellem hvad man kan og specielt hvad man ikke kan. Begge parter har endog været med til at flytte grænserne indefor sine respektive områder.
Det er også tilfældet med Ekstra Bladets seneste tema “De Fremmede“.
Det redaktionelle tema behandler forholdet mellem Danmark, danskerne og indvandrere, flygtninge og andre udlændinge.
Wibroe Duckert & Partners står samtidig for at markedsføre kampagnen i bred sammenhæng. Det er blevet til en række markante annoncer, plakater m.m., som har sat sindene i kog hos mange.
Markedsføring har talt med bureaufolk, og bedt dem vurdere kampagnen:

TVETYDIG KAMPAGNE
– Jeg tror ikke Y&R ville have lavet Ekstra Bladets kampagne på den måde, fortæller Young & Rubicams kreative direktør Flemming Slebsager til Markedsføring.
Ekstra Bladets problematik er ikke helt ukendt for Slebsager, der tidligere har prøvet at få bladet som kunde.
– Vi forsøgte at gøre Ekstra Bladet interesseret i os for et par år siden. Jeg kan huske at vi anbefalede dem at genoptage den rolle som “den lille mands beskytter“ som de havde i 60’erne og 70’erne, i stedet for at satse på bingo og skrabespil. De skal have rollen som den lille dreng i “Kejserens Nye Klæder“. Det er muligvis den rolle de forsøger at finde nu. Spørgsmålet er om de gør det rigtige. Denne kampagne er ikke så heldig, for den er så tvetydig, at den kan forstås begge veje, mener Slebsager

BLADET BEDRE END KAMPAGNEN
Morten Jersild mener at kampagnen virker mindre nuanceret end Ekstra Bladets redaktionelle dækning af “de fremmede“.
– Kampagnen har valgt et sæt af overskrifter, der bidrager til opfattelsen af en tendentiøs dækning af stoffet. Indholdet i Ekstra Bladet er mere forsvarlig end kampagnen, mener Morten Jersild.

GOD KAMPAGNE – SLIMET DEBAT
Peter de Neergaard fra Euro RSCG var initiativtager til DRB og Creative Circles seminar om racisme for et par år siden. Han er af modsat opfattelse:
– Kampagnen lægger op til en god og saglig diskussion – der bare ikke er kommet, tilføjer han.
– Hele Ekstra Bladets tema virker som om det er opfundet af marketingfolk.
Det der skrives i Ekstra Bladet er på kanten af det usmagelige. Jeg ville ønske at vi kunne få en debat, i stedet for den lunkne og slimede holdning bladet lægger for dagen. Det ville være bedre med en direkte diskussion med racisterne, men Ekstra Bladet tør nok ikke føre det ud i livet.

TYDELIGGøR DEN INDRE SVINEHUND
– Jeg forstår godt den voldsomme reaktion der har været overfor Ekstra Bladets kampagne, mener Claus Buhl fra buhl.unltd.
– Det er et svært emne at lave massekommunikation om hvordan danskerne skal forholde sig til indvandrere.
– Det at tale om de fremmede er et samtaletaburiset område, som om man skal have fløjlshandsker på. Men er det rimeligt at tage de de boksehandsker på som Esktra Bladet har gjort?
– Det at tematisere problematikken omkring de fremmede er rimelig nok. Under låget bobler der en folkelig debat, men massekommunikationen er ikke blevet så heldig. Ekstra Bladet har slået en tone an, der har stødt mange på manchetterne, og jeg finder da også at man taler til en for lav fælles nævner.
Eksekveringen har tydeliggjort en indre svinehund, og det tror jeg gør mere skidt end godt, mener Claus Buhl.

VIRKER På LANG SIGT
En af dem der virkelig tror på kampagnen er DDB Needhams administrerende direktør Søren Kyllebæk. Han synes at Wibroe Duckert & Partners har skabt et godt kampagnetema, og tager fat ved et grundlæggende problem i racismedebatten.
– Ekstra Bladet har fat i noget, der i lang tid har været fejet ind under gulvtæppet. Jeg synes at kampagnen er OK og at diskussionen om racisme skal tages ude i det åbne, siger Kyllebæk.
– Der er altid en fare når følsomme emner tages op. Og de mennesker der læser Ekstra Bladet er typisk ikke dem med de store visioner, så man kan godt risikere at fremme racismen. Men jeg tror nu ikke at racismen er så udbredt i Danmark. Kampagnen ligger godt i tråd med at danskerne ikke er bange for at diskutere tingene, mener Søren Kyllebæk.
– Jeg tror ikke at kampagnen på kort sigt sælger flere aviser, men på lang sigt virker den i hvert fald bedre end bingo, slutter han.