Hvis man går ind på søgemaskinen Altavista og skriver URL-adressen på factory outlet firmaet haburi.com vil man få det svar, at der ikke er findes noget site. Ovenover den oplysning vil man dog kunne se et banner for selvsamme haburi.com. Årsagen til den groteske situation er, at haburi.com ikke har brugt penge på at købe søgeord på søgemaskinerne.
– En hjemmeside skal placeres i top 30, når man søger, ellers kan godt glemme at få trafik. Det optimale er selvfølgelig en førsteplads, siger Kim Frederiksen fra Grey Direct & Interaktive, der mener, at mange kunder er lede og kede af bannerreklamer og de traditionelle former for reklame, man kan benytte på internettet. Mange sites er begyndt at efterlyse løsninger, der kan skabe mere trafik. Det er blandt andet derfor Grey Direct & Interaktive vil lave kreative løsninger, der kan skabe mere trafik fra søgemaskiner. På sigt vil man også lave andre metoder, som f.eks. at købe tekstlinks eller affiliate programmer.
Metoden som Grey benytter sig af er hemmelig. Kim Frederiksen understreger, at der ikke er tale om snyd, men at det er det nærmeste, man kan komme snyd uden at snyde. Grey overholder dog alle etiske regler.
– Vi vil ikke gå ind og hjælpe kunder med at snyde systemerne, men vi vil benytte os af alle de muligheder som findes. Derfor vil vi følge med i udviklingen med hensyn til metoder, som er lovlige, men også selv være kreative, siger Kim Frederiksen, der har brugt de sidste to år på at lære søgemaskinerne at kende. Inspirationen til de nye metoder har han hentet fra blandt andet erotiske websites og andre brogede hjemmesider.
Netop nu er Grey ved at lave løsning for Dansk Industri, men Kim Frederiksen regner med at andre kunder vil komme til, når de opdager, at trafikken udebliver fra deres site.
– Kunderne har ikke tidligere været parat til at købe den ydelse. De har brugt mange af pengene på at udvikle sitet og lave en bannerkampagne. Fremover vil de også skulle registrere sig i søgemaskinenerne og vedligeholde dem måned efter måned, siger han.