Georg Jensen genåbner sin butik i New Bond Street i London 22. maj efter sit nye koncept, der kombinerer design af smykker og arkitektur. Det sker efter en betydelig millioninvestering.

– Vi vil have en øget andel af det voksende marked for brandede luksusvarer i UK, siger adm. direktør Hans-Kristian Højsgaard. Butikken skal være udgangspunkt for en ny offensiv over for de smykkeglade britere, der årligt bruger 47 mia. kr. på denne form for luksusartikler.

Georg Jensen lægger op til en ny offensiv om det voksende britiske marked for luksusvarer som smykker, ure og unikke brugsgenstande. Det sker med indvielsen af en helt ny type butik i New Bond Street i London 22. maj. Den tidligere butik er blevet fornyet efter Georg Jensens nye koncept, der kombinerer design af smykker og arkitektur. Georg Jensen har haft tilstedeværelse på den prestigefyldte adresse i London siden 1921.

Investeringen i butikken udgør et millionbeløb. Butikken er den bedst sælgende i verden af Georg Jensens 100 egne butikker – næst efter Amagertorv i København. Gevinsten er ifølge Georg Jensens adm. direktør Hans-Kristian Højsgaard muligheden for at sikre sig en betydelig andel af det marked, der opstår, når de britiske kunder skifter fra No Name-smykker til de højprofilerede brands.

– Det økonomiske opsving i UK og specielt i London har været betydeligt. Derfor satser vi nu på at tiltrække det øvre segment af markedet for brandede luksusvarer, primært vore smykkeserier og ure, som i kraft af deres design og høje kvalitet har stærkt stigende efterspørgsel, siger Hans-Kristian Højsgaard.

Butikken, der er designet af den østrigske arkitekt Andreas Burghardt, skal være udgangspunkt for den ny offensiv. Georg Jensen åbnede sidste år den første flagskibsbutik efter det nye koncept på Rodeo Drive i Beverly Hills, Los Angeles, designet af den berømte Pritzker Price-vindende japanske arkitekt Tadao Ando.

11 procent køber smykker

Georg Jensen A/S har 1.120 ansatte og omsatte i sidste fulde regnskabsår for 852 mio. kr.

pia