Lige til kanten – men den stopper på den rigtige side, og der er betydelig ros til Get2Net og Leo Burnett for stort mod med en reklamefilm om ISDN, hvor bøssen Patrice optræder.
Filmen viser Patrice i forskellige situationer – bl.a. på toilettet – mens han snakker om det at blive taget i røven i forbindelse med en ISDN-forbindelse, og den har genereret en del opmærksomhed, fordi Islev-elektrikeren tog den op i en af sine tilbudsannoncer for hårde hvidevarer. Den annonce skabte stor forundring, men hvad angår Get2Net, så holder den, vurderer i hvert fald flertallet i panelet i Markedsførings Karakterbog, der produceres af AC Nielsen AIM.
Tallene i testen synes at underbygge det. Godt nok ligger total-scoren ikke højt med en branding på 9 pct. Der er dog 13 pct. der kunne svare internet-udbyder/ISDN i stedet for Get2Net. 48 pct. kunne erindre at have set filmen, og det er meget flot, idet filmen har opnået en nettodækning på 56 pct. Det hænger sammen med, at Leo Burnett har valgt en mediestrategi, der har koncentreret sig om TV3 kun suppleret lidt med TvDanmark – og altså uden TV2.
Sympatien ligger på det jævne med 50 pct. positive mod 41 pct. negative. Men disse tal dækker over en betydelig variation mellem aldersgrupperne. De unge har taget den til sig, mens den falder fuldstændig igennem hos de ældre.
Blandt de 13-24 årige kunne 21 pct. uhjulpet svare Get2Net, mens 31 pct. kunne svare internetudbyder/ISDN. 77 pct. kunne huske filmen, og 78 pct. var positive mod 21 pct. negative. Væsentligste indvending over for scoren hos de unge er, at forholdet mellem den uhjulpne branding og den generiske erindring godt kunne være lidt bedre.
– Men det er et spørgsmål om at holde fast i tonen. Har annoncøren og bureauet modet til det, så vil brandingen også blive bedre, lød Sune Bangs kommentar. Han syntes i det hele taget, at filmen er meget modig.
Anouska Sinding fandt den også meget modig.
– Jeg sad med åben mund og polypper, da jeg så den første gang. Men jeg synes den holder. Den er perfekt ramt, og det er skuespil på højt niveau. Den virker ægte – bl.a. fordi Patrice spiller sig selv. Unge er vant til at afkode reklamefilm, og derfor har de ingen problemer med at forstå den – og derfor bliver modet belønnet, sagde Anouska Sinding.
Hun synes grundlæggende, at hun bliver mere provokeret af TV-Avisen end af reklamefilm som Get2Nets.
Lisbeth Radant fandt det ikke overraskende, at filmen falder helt igennem over for de ældre.
– ISDN, bøsser, tøjet, sproget- det er alt sammen sort snak for de ældre, men til gengæld rammer den jo næsten plet i målgruppen, hvilket er det afgørende. Dog kunne man måske nok ønske sig højere tal for branding i den unge målgruppe, sagde Lisbeth Radant.
Den mest kritiske kommentar kom fra Anders Høiris.
– Det er en film som – hvis den er rettet mod ungdommen – går rent ind. Også en film som klart dokumenterer, at en af de nemme veje til at opnå ung accept er at træde på minoriteter og deres karektaristika. Filmen er en perfekt anvendelse af den dobbeltbundede danske leg med ord. Men er filmen ikke lidt på niveau med halvtredsernes bikinipiger på bilkølerne – d.v.s. en grov kønsdiskreminerende ide, sagde Anders Høiris.
Get2Net filmen udemærker sig desuden ved at være en af de sjældne, hvor der er forskel på scoren i København og Jylland, mens “Øerne iøvrigt“ ligger på gennemsnittet.
– Men det er sikkert heller ikke let at være bøsse i Vojens, lød Anouska Sindings kommentar.
Se i øvrigt artiklen om skæve typer i reklamen på side 12.