Torsdag den 22. juni sidste år blev der fundet spor af vand på Mars. Dagen efter havde Gevalia en annonce i landets dagblade, hvor de spurgte “Hvilken kaffe byder du uventede gæster” under et billede af den røde planet. Og den idé var så original, at annoncen fik førstepræmie som Årets Dagbladsannonce 2001. Selvom valget mellem de ti nominerede annoncer ikke var let, blev dommerkomitéen enige om, at Gevalia-annoncen – udarbejdet af Young & Rubicam – både ligger i smuk forlængelse af Gevalias tradition for at udnytte aktuelle situationer, rent kreativt løfter sig over det gængse niveau og samtidig udnytter dagbladets kvalitet som annoncemedie.

Prisoverrækkelsen, arrangeret at Danske Dagblades Forening, fandt sted på Hotel D’angleterre i går eftermiddags, hvor også den bedste lokalannonce og den bedste dagbladskampagne blev præmieret. Vinderen af Årets Dagbladskampagne blev Ekstra Bladet med deres “Find dig i Ekstra Bladet eller find dig i hvad som helst” (udarbejdet af Grey København), mens Årets Lokalannonce blev en annonce for Rosengårdscentret i Odense (udarbejdet af tegnestuen på Fyens Stiftstidende). cnb