Mange kontanthjælpsmodtagere vil ikke længere have en økonomisk tilskyndelse til at lede efter et arbejde, når S-R-SF-regeringen som bebudet afskaffer kontanthjælpsloftet og 450-timersreglen.
Det viser et notat, som er udarbejdet i Beskæftigelsesministeriet, inden valget blev udskrevet.
Som reglerne er i dag, vil en kontanthjælpsmodtager, der er underlagt kontanthjælpsloftet, og som skaffer sig et job til 20.000 kr. om måneden, få 2.760 kr. ekstra om måneden ud af at arbejde. Med den nye regerings politik vil vedkommende kun få 250 kr. ud af at tage jobbet.
Kontanthjælpsloftet og 450-timersreglen blev indført af VK-regeringen for at sætte offentlige ydelser til en række kontanthjælpsmodtagere så lavt, at det bedre skulle kunne betale sig for dem at tage et arbejde.
Formanden for Arbejdsmarkedskommissionen, Jørgen Søndergaard, siger om afskaffelsen af kontanthjælpsloftet og 450-timersreglen:
– Det er uomtvisteligt, at den ændring for visse grupper af kontanthjælpsmodtagere vil fjerne et incitament til at arbejde. Men det er en ren politisk beslutning at afgøre, om incitamentet eller forsørgelsesniveauet for denne gruppe skal veje mest.