Fundet af giftstoffet Dioxin i tysk foder får nu konsekvenser for den danske eksport af smågrise til Tyskland.
Dioxin-skandalen i Tyskland begynder nu for alvor at påvirke danske landmænd. Fund af forgiftet foder har medført lukning af flere tusinde tyske landbrugsbedrifter, og samtidig har en række store markeder forbudt import af tysk svinekød.
Dette har medført en forværring af den økonomiske krise i tysk landbrug, og konsekvenserne forplanter sig nu til Danmark. Danske landmænd eksporterer årligt omkring 8 millioner levende grise, og langt de fleste sendes til Tyskland. Siden fundet af dioxin i de tyske foderblandinger er eksporten imidlertid bremset voldsomt op.
–På denne årstid eksporterer vi sædvanligvis op mod 35.000 smågrise om ugen til Tyskland. Lige nu er niveauet imidlertid faldet til omkring 21.000 grise om ugen, oplyser Peter Skov Madsen, direktør for SPF-Selskabet.
Mange tyske svineproducenter tøver med at indkøbe smågrise, hvilket påvirker de danske eksportører. Hvis situationen varer ved, kan konsekvensen blive overfyldte stalde i Danmark.
Business.dk