Kampen mod overvægt hos 1,4 millioner danskere foregår i blinde, og i et nødråb efterlyser en stribe eksperter nu et nationalt fedmecenter, skriver dagbladet Børsen.
Fedmeepidemien koster årligt samfundet mindst 15 mia. kr. i form af sygedage m.v., og hertil kommer udgifter til lægebehandling og medicin.
– Som det er nu, ved vi faktisk ikke, om det vi sætter i værk overhovedet virker. Så længe det forholder sig sådan, kan vi kun holde vejret og håbe på, at fedmeepidemien ikke vokser sig større, siger fedmeforsker, lektor Thomas Meinert Larsen, Institut for Human Ernæring, Københavns Universitet.
Formanden for Adipositasforeningen, Nina Frahm, ryster på hovedet af, at der årligt spildes masser af ressourcer på at forske i fedme og overvægt, fordi indsatsen mangler sammenhæng.
– Det er et kæmpestort problem, som betyder, at vi aldrig får bugt med fedme og overvægt, og det er ærgerligt, fordi vi rent faktisk har megen viden på området , men den viden er spredt for alle vinde, fordi mange forskningsprojekter kun varer tre år og herefter går i glemmebogen eller dør, fordi resultaterne ikke bliver samlet op og hægtet på en samlet indsats, siger Nina Frahm.
Børsen side 1 + 26-27.